Naboer til jernbaneoverskæring: - Det er urimeligt, at man ikke vil lave en bevogtet overkørsel

Tirsdagens togulykke er med til at understrege, at der nu skal ske noget med de ubevogtede togoverkørsler, mener Ejvind Koch og Henning Koch, der er naboer til ulykkesstedet.

2:22
Henning Koch (tv) og Ejvind Koch (th) er naboer til den ubevogtede jernbaneoverskæring, hvor der tirsdag skete en ulykke. De mener, at der snart bør gøres noget.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Tirsdag eftermiddag stødte et tog sammen med en personbil ved en jernbaneoverskæring på Sylphidevej syd for Harboøre. 

Her kom to yngre mænd til skade, og ifølge naboerne til ulykkesstedet er det et mirakel, at mændene begge er uden for livsfare.

Ejvind Koch er en af naboerne. Han mener, at den ubevogtede jernbaneoverskæring er livsfarlig, og at der bør gøres noget.

- Det er urimeligt, at man ikke vil lave en bevogtet overkørsel. Ansvaret ligger hos Midtjyske Jernbaner, og det blev bestemt allerede i 2018, at der skulle ske noget med dem, men der er ikke sket noget, siger Ejvind Koch.

Det var her, at toget og en personbil tirsdag stødt sammen.
Det var her, at toget og en personbil tirsdag stødt sammen.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Koster 30 millioner

Midtjyske Jernbaner er ejet af regionen, og derfor har jernbaneselskabet godt fire millioner om året til alle investeringer.

Pengene skal også gå til vedligeholdelse af skinner og tog, og derfor er der ikke mange penge tilbage til eksempelvis at lave de ubevogtede overkørsler, oplyser Martha Vrist, der er administrerende direktør hos Midtjyske Jernbaner.

Hvis selskabet skulle sikre alle deres ubevogtede overskæringer, så ville det koste 30 millioner.

- Vi kunne jo rigtig godt tænke os, at der kom øremærkede midler til sikring fra Christiansborg. Sikkerheden skal jo være lige så høj, om det er en privat, eller om det er Banedanmark, siger direktøren.

Alligevel tager Midtjyske Jernbaner bestemt ansvaret for ulykken, og derfor vil de også arbejde på at finde løsninger, også selv om det tager lang tid.

- Vi får dem ikke sikre i løbet af to eller tre år, uanset om pengene kom, fordi der skal findes løsninger med alle lodsejere, og det er også lidt af en svær opgave, siger Martha Vrist.

Men Ejvind Koch har en billig løsning på problemet, selv om det mest optimale ville være at lave en bevogtet overgang.

- Et alternativ kunne være, at togets hastighed skulle sænkes over de her overkørsler, siger han.  

Halvdelen af ubevogtede overgange er nedlagt

Ifølge bestyrelsesformanden for Midtjyske Jernbaner, Arne Lægaard (V), som også sidder i Regionsrådet, så er de i øjeblikket i gang med at få nedlagt nogle af de ubevogtede jernbaneoverskæringer.

- Det er forfærdeligt, når der sker ulykker. Derfor har vi en proces i gang, hvor vi skal have nedlagt flest mulige ubevogtede overkørsler, siger han og fortsætter:

- Vi har fået halvdelen nedlagt de sidste 10 år, men vi skal have borgerne med, og vi skal have pengene med, siger Arne Lægaard. 

Bestyrelsesformanden mener, at Region Midtjylland har prioriteret mange penge til problemet de sidste år, og de resterende overskæringer er de sværeste og dyreste, og det tager lang tid. 

Derfor skal staten ifølge Arne Lægaard investere flere penge i lokalbanerne, hvis man ønsker, at lokalbanerne skal blive. 

Kristian Pihl Lorentzen oplyser, at der forhandles om en pulje til at styrke lokalbanerne.
Kristian Pihl Lorentzen oplyser, at der forhandles om en pulje til at styrke lokalbanerne.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Og lige netop flere penge til lokalbanerne er noget politikerne på Christiansborg snakker om i øjeblikket.

Ifølge politiker Kristian Pihl Lorentzen (V) arbejdes der lige nu på en pulje til lokalbanerne.

- Lige nu forhandler vi om en udmøntning på en pulje på 700 millioner kroner, som er øremærket i at styrke lokalbanerne, og der kunne det da være rigtig godt, hvis vi kunne sende nogle af pengene i retning af Midt- og Vestjylland, således de får råd til at få de her overgange sikret hurtigst muligt, siger Kristian Pihl Lorentzen. 

Når der sker ulykker ved lokalbanerne, så er det regionernes ansvar både økonomisk og politisk, men staten har også et ønske om, at de ubevogtede overgange bliver sikre hurtigst muligt.