Miljøforkæmperen Bjarne gentager sin fars succes: Får ridderkors for sin kamp for oprensning af Høfde 42

Få familier kan prale af at have to modtagere af ridderkorset, men nu har Bjarne Hansen gjort sin far kunsten efter.

Miljøforkæmperen Bjarne Hansen fra Thyborøn kan for anden gang på under et år juble for alvor. For nu har han fået ridderkorset.

- Det er helt enestående at få lov til det, siger Bjarne Hansen.

Det sker, efter han i årevis har kæmpet for, giftdepotet ved Høfde 42 skulle renses. Den kamp er nu lykkes, for i slutningen af 2020 afsatte både Region Midtjylland og staten penge af til at rense giftdepotet, som blandt andet blev brug af Cheminova.

Fulgte op på fars arbejde

Det er en kamp, han overtog fra sin far, Den nu afdøde Aage Hansen blev kendt som Rav-Aage og Danmarks første miljøforkæmper. 

Faren fik i 1995 ridderkorset for sin indsats for at gøre op med generationsforureningen, og nu kan sønnen så gøre ham kunsten efter.

- Det er en kæmpestor ære at få lov at holde sådan et (ridderkors red.). Jeg har selvfølgelig holdt noget lignende før. Men det var til min far. At jeg skulle komme i betragtning, havde jeg slet ikke haft i tankerne, siger Bjarne Hansen.

Det er væltet ind på lykønskninger til Bjarne Hansen, efter han på Facebook offentliggjorde, hvad han havde modtaget.


Ikke højtelsket alle steder

Inden for det næste halve år skal han i audiens hos dronningen. Det er en oplevelse, han ser frem til. Derudover håber han, ordenen kan være med til at blåstemple det arbejde, han og flere miljøgrupper gør for at gøre op med generationsforureninger.

- Vi er ikke højtelsket alle steder, men vi har et budskab. Nu er der lidt mere vægt bag arbejdet. Jeg håber, folk lytter lidt mere. Det gør de også nu, men jeg håber, flere vil lytte, siger han.

1:53
Bjarne Hansen blev rørt til tårer, da han i december 2020 fik beskeden om, at der nu skulle sættes flere penge af at rense Høfde 42.
Foto: Torben Mondrup