Lettede naboer: Nu kan vi sove roligere om natten

​Nyheden om en fordobling i pengene til kystsikring vækker glæde hos dem, der har Vesterhavet som nabo.

Bjarne Leth er formand for grundejerforeningen ved Vejlby Klitplantage.
Bjarne Leth er formand for grundejerforeningen ved Vejlby Klitplantage.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

De har før set, hvor galt det kan gå.

Ved Vejlby Klitplantage ser grundejerne frem til at få sikret deres sommerhuse endnu bedre mod vind, vejr og fremtidige storme, efter regeringens kommende finanslovsforslag vil indeholde mere end en milliard kroner til at beskytte landets mest udsatte kyster. Det svarer næsten til en fordobling.

- Hvis der ikke havde været kystfodret, så var havet allerede gået helt op til klitterne. Og så begynder det at skride, og så går vandet på et tidspunkt igennem og oversvømmer inde bagved, forklarer formanden for Grundejerforeningen Vejlby Klitplantage, Bjarne Leth.  

Derfor er han også glad for, at det nu ser ud til, at kystsikringen bliver endnu bedre.

- Det kommer til at betyde, at vi kan sove roligt om natten. Det er ikke fordi vi er bange for at være herude, men på sigt ved man jo godt, at hvis der ikke bliver gjort noget, så går det galt på et tidspunkt, slår han fast.

2:42
 

Sket før

Bjarne Leth husker tydeligt den dag i 2000, hvor det gik galt, og området blev oversvømmet.

- Folk sad og var ved at spise aftensmad, da hjemmeværnet kom og sagde, at ’I skal ud, og det er nu’. Der røg havet igennem. Det er absolut ikke for sjov, fortæller han.

Den 29. januar 2000 blev sommerhusene ved Vejlby oversvømmet af stormflod.
Den 29. januar 2000 blev sommerhusene ved Vejlby oversvømmet af stormflod.
Foto: TV MIDTVEST arkiv

Lige siden begyndelsen af 1981 har den såkaldte Vestkystaftale mellem Thisted, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern Kommune og staten sikret vedvarende kystbeskyttelse. De sidste knap fem år med et budget på 95 millioner kroner, hvor de fire kommuner står for 10 af dem.

Hvis kystsikringen ikke var der, så ville havet hvert år æde otte meter af kysten.

- Det er over 400 kvadratkilometer, der kan oversvømmes, hvis der kommer et gennembrud. Så det her har national interesse, ikke bare for den enkelte lodsejer, men for hele regionen, forklarer borgmester i Lemvig Kommune, Erik Flyvholm.

Flere penge fra 2020

Men selvom kystsikringen har været vigtig for vestkysten, så er der brug for ekstra penge.

- Jeg er rigtig glad for, at man ikke bare forhøjer lidt, men forhøjer sådan, at vi kan få genopbygget og vedligeholdt en standard, som kan sikre kysten mange år fremover, fortæller Erik Flyvholm.

Det er Kystdirektoratet, der står for at sikre kysterne. I dag består det primært af sandfodring, hvor der pumpes store mængder sand ind på kysten og revlerne.

- Vi går ind og siger nu her, at enten kan vi blive ved med at lave lappeløsninger, eller også kan man løse det ordentligt. Det her er simpelthen en ordentlig løsning, siger Miljø- og Fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen.

Pengene betyder dermed, at der er meget mere sand på vej til klitterne ved de udvalgte strækninger.

- Vi har fodret med cirka to millioner kubikmeter i den nuværende periode, og det vil vi jo cirka kunne fordoble, fortæller seniorkysttekniker ved Kystdirektoratet Holger Toxvig.