Kvinde tæt på at dø efter knivstik

En 25-årig kvinde fra Ramme var tæt på at forbløde efter knivstik fra en 23-årig kvinde. Begge kalder dog episoden for et uheld.

Politi.dk logo.jpg
Foto: Arkiv

Onsdag morgen tog en samtale mellem en 23-årig kvinde og en 25-årig kvinde en uventet drejning, da den 25-årige blev snittet med en kniv.

Episoden skete på en ejendom  syd for Ramme. Ifølge politiet var det et spørgsmål om millimeter, før det endte med at koste hende livet.

Den 25-årige kvinde fik et fem centimeter langt snit i halsen. Ifølge politiets oplysninger ramte knivstikket ikke halspulsåren, men det var alligevel så alvorligt, at hun var ved at forbløde.

Da politi og ambulance nåede frem til ejendommen, forklarede begge kvinder, at der var tale om et uheld. Alligevel har politiet valgt at sigte den 23-årige kvinde.

- Vi kender ikke de nærmere omstændigheder. Jeg kan ikke sige så meget udover, at der er tale om et uheld.  Vi har dog valgt at sigte den 23-årige kvinde, fordi det er almindeligt, når man åbner en sag som denne, siger Allan Laustsen, vicepolitiinspektør hos lokalpolitiet i Holstebro.  

Det er nu op til anklagemyndigheden at afgøre, om de vil frafalde sigtelsen.