Kronede dage på sommerhusmarkedet - især små sommerhuse hitter

Sommerhuskøbere går efter mindre og billige huse. Det kan en ejendomsmægler i Lemvig mærke, som har solgt 100 huse på 100 dage.

Salget af sommerhuse til under én million kroner er steget med 80 procent under coronakrisen i forhold til samme periode sidste år.
Salget af sommerhuse til under én million kroner er steget med 80 procent under coronakrisen i forhold til samme periode sidste år.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Ejendomsmæglere i landsdelen arbejder på højtryk i denne tid, for danskernes lyst til at investere i sommerhus er enorm.

Under coronakrisen er der solgt 50 procent flere sommerhuse sammenlignet med samme periode sidste år.

Interessen er særligt stor for de mindre sommerhuse, der koster under én million kroner, viser en ny analyse fra Arbejdernes Landsbank baseret på tal fra Boligsiden.

En af dem, der næsten ikke kan få armene ned, er ejendomsmægler Lars Lyng fra EDC Lemvig.

- Vi har oplevet stor efterspørgsel faktisk næsten fra den dag, Mette Frederiksen lukkede landet ned, siger han.

- Det, vi sælger mest af lige nu, er helt sikkert sommerhuse, mest i den billige del af skalaen, siger han.

Lars Lyng fra EDC Lemvig i et af de sommerhuse, som for nylig er blevet solgt til under en million kroner.
Lars Lyng fra EDC Lemvig i et af de sommerhuse, som for nylig er blevet solgt til under en million kroner.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Køberne vil 'back to basic'

Det afspejler tallene fra analysen, der viser, at salgstallet i marts-april-maj er steget med over 80 procent for den type sommerhus til under én million sammenlignet med sidste år.

Mange købere går ifølge Lemvig-mægleren efter at komme 'back to basic', som udover den billigere pris kan være en årsag til efterspørgslen på de mindre sommerhuse.

Det er dog stadig ikke alle, der tager sig til takke med et af de billige sommerhuse.

- Når vi ser oppe fra helikopteren, så sælger vi heldigvis fra alle hylder. Det er både billige og dyre huse, siger Lars Lyng.

Corona på den gode måde

Hos EDC Lemvig har de i runde tal afsluttet 100 salg de sidste 100 dage. 

- Det er nogle tal, man aldrig havde turdet drømme om kunne lade sig gøre. Der er gået corona i den på den gode måde, fortæller Lars Lyng.

I starten af coronakrisen var der kun få fremvisninger, men flere end normalt endte ud i salg.

En anden ting, der har ændret sig ved sommerhussalget efter coronakrisen, er en kortere betænkningstid hos mange af køberne.

- Der er kort tid fra tanke til handling. Før skulle de gerne hjem og overveje købet en uge eller to. Nu er det snarere en time eller to. Så det er lidt sjovere lige pludselig, siger ejendomsmægleren.

2:38
99 procent af alle sommerhuse er booket her i industriferien - rekordmange danskere holder nemlig ferie hjemme i år på grund af corona-krisen. Det var der åbenbart ingen, der havde hvisket Moder Natur i øret, og man kan som bekendt ikke gøre regning uden vejr.
Foto: TV MIDTVEST