Kommuner står til at miste millioner: Det er helt skævt

Lemvig-borgmester kan ikke få snak om penge fra øst mod vest til at passe med udsigt til 16 millioner mindre.

Erik Flyvholm (V) er borgmester i Lemvig Kommune (arkivbillede). Foto: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

Det kom som en overraskelse.

Sådan lyder det fra Lemvigs borgmester, Erik Flyvholm (V), da han fredag blev præsenteret for konsekvensen af regeringens udligningsudspil.

Læs også Udligningsreform: Så mange penge skal din kommune have eller betale

Den vestjyske kommune skal afgive 16,4 millioner kroner til det kommunale udligningssystem.

- Vi var noget overraskede, da vi så grafikken, hvor Lemvig var knaldrød ligesom nogle af de nordsjællandske kommuner. Det kom som en stor overraskelse for os.

- Det er lidt svært at se, hvordan det harmonerer med snakken om, at der skal flyde penge fra øst mod vest, siger borgmesteren i den vestjyske kommune med 21.800 indbyggere.

Regeringen vil med reformen af udligningssystemet rette op på fejl og mangler i det nuværende system.

Planen er at flytte 1,4 milliarder kroner fra hovedstadsområdet til kommuner i provinsen og yderområder.

Fredag blev forhandlingerne så indledt på Christiansborg.

Lemvigs borgmester havde ikke regnet med, at Lemvig skulle afgive midler i den størrelsesorden:

- Vi er noget forundrede, for vi synes, vi er udfordret på flere fronter.

- Vi har en befolkning, der bliver ældre og ældre. Vi har en geografi, hvor borgerne er spredt i et stort område, og så har vi en fraflytning af unge, siger Erik Flyvholm.

Kommunens serviceniveau er med borgmesterens ord "på ingen måde ekstravagant".

- Vi har en geografi, der gør, at vi ikke bare kan lukke en skole eller et plejehjem. For så bliver der rigtig langt til dem, der er tilbage, siger borgmesteren.

I den anden ende af landet er der også frustrationer på borgmesterkontoret.

Med regeringens udspil bliver der lagt op til, at Høje-Taastrup skal sende 15 millioner kroner ind i udligningssystemet og videre til andre kommuner.

Læs også Afdæmpet begejstring hos dagens vindere: Der er for mange ubekendte

- Regeringen har prædiket om retfærdighed, men hvordan kan det være retfærdigt, at en kommune som Høje-Taastrup skal miste penge? Det begriber jeg ikke, siger borgmester i Høje-Taastrup Michael Ziegler (K).

- Vi bryder os ikke om at tale vores egen kommune ned, men faktum er, at vi er en af de ti kommuner i Danmark med de største sociale udfordringer, siger han.

Vallensbæk Kommune skal ifølge udspillet aflevere 16,7 millioner kroner mere i den kommunale udligning.

- Vi driver vores kommune ambitiøst og professionelt. Det bliver vi straffet for nu, hvor vi skal aflevere endnu flere penge til andre kommuner, der sidder på deres hænder og lader stå til, siger borgmester Henrik Rasmussen (K) i en pressemeddelelse.

Regeringen lægger i sit udspil op til, at 38 kommuner kommer til at betale mere, mens 60 kommuner vil modtage flere penge.

/ritzau/