Kommune råber op: Stop med at køre hasarderet

Kommunen og Politiet går nu sammen om at få bremset de unges ræs på scooter og i bil.

Kim Møller er bekymret over, at de unge kører op til 100 kilometer i timen.
Kim Møller er bekymret over, at de unge kører op til 100 kilometer i timen.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

I Lemvig kører unge mennesker rundt med op til 100 kilometer i timen inde i byen, og det skal stoppe.

Sådan lyder det fra kommunen og politiet.

- Det vi ønsker, det er, at forældrene tager en snak med deres unge mennesker om, hvordan man kører på scooter, hvordan man bør køre, og hvordan man ikke må køre, siger SSP-konsulent i Lemvig Kommune Kim Møller.

Forældrene til de unge kan med fordel skifte bilen ud med deres barns scooter en gang imellem, forklarer han.

- Vi tror på, at forældrene vil få sig en overraskelse, når de prøvekører deres unges scootere, for meget af tuningen af scootere sker, uden forældrenes viden, fortæller Kim Møller.

Tip via app

Politiet vil gerne have hjælp fra alle borgere. Det har de en app til.

- Hvis man ser nogen, man vil tippe politiet om, så kan man åbne den her app, gå ind i den del, der hedder ”tip politiet” og der skrive tippet i et felt, fortæller lederen af lokalpolitiet i Holstebro, Allan Laustsen.

En enkelt henvendelse på politiets egen app 'Politi' kan nemlig være med til at løse problemet.

- Det at borgerne i området er aktive og fortæller os, når det sker, og hvilke registreringsnumre det for eksempel er, der kører rundt derude, det giver os en chance for, at vi kan lave en indsats og komme efter dem, siger Allan Laustsen.

SSP-afdelingen har også via kommunens skoler sendt en opfordring om mere sikker kørsel ud til både forældre og elever.

2:02