Kalve reddet fra gårdbrand

Børns leg med ild formentlig skyld i brand ved Lemvig.

Det lykkedes torsdag eftermiddag brandfolkene fra Lemvig at redde flere kalve ud fra en brændende længe på en gård på Mejerivejen i Fabjerg.

Branden blev anmeldt kort efter klokken 15, og den kraftige røg kunne ses langt væk, da brandfolkene ankom. Ilden havde fået fat i flere bigballer, og der venter brandfolkene flere timers arbejde med at rydde op og efterslukke.

Bigballerne var dog ikke brandfolkenes største problem - der blev også opbevaret kunstgødning i bygningen, og når den brænder, udvikles der meget giftig røg. De nærmeste naboer blev derfor advaret og bedt om at lukke døre og vinduer.

Det var formentlig børns leg med ild, der var årsag til branden.