Intern splid i regeringen om kystnære vindmøller

Konservative Orla Østerby undrer sig over, hvorfor regeringspartneren, Venstre, nu vil rykke kystnære havvindmøller længere ud på havet.

Venstre og Konservative er uenige om kystnære havvindmøller
Venstre og Konservative er uenige om kystnære havvindmøller
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Allerede inden der er bygget så meget som et fundament til de nye kystnære vindmølleparker ud for Harboøre og Holmsland Klit, er regeringspartierne Venstre og Konservative røget i totterne på hinanden over projektet.

Venstre beskylder blandt andre konservative for at modsætte sig, at de kan komme længere ud på havet. Konservative kalder det et angreb på en regeringspartner.

- Jeg undrer mig over, at man går ud og angriber en regeringspartner. Det er ikke normal kutyme, at man gør det på den måde, siger Orla Østerby, der er medlem af Klimaudvalget og De Konservatives forsyningsordfører.  

- I det Konservative Folkeparti, der er vi klar, hvis Thomas Danielsen kan finde de milliarder, der skal til for at få den her vindmøllepark i Vesterhav Nord og Syd ud til havvindmølleparken.

- Men jeg har ikke set endnu, at Thomas Danielsen har gjort en indsat. Hverken som formand for energiudvalget eller som ordfører for Venstre på området. Og jeg ved, at ministeren (Energiminister Lars Chr. Lilleholt red.) ikke har bedt regeringens ØK-udvalg om en milliard, eller to eller tre eller ti, for at få flyttet de her to vindmølleparker ud, siger Orla Østerby.  

2:22
Modstanden mod de kystnære vindmøller ved Vesterhavet har fået endnu et talerør.

Manglende flertal

Søndag fortalte TV MIDTVEST om en ny protestgruppe mod de kystnære vindmølleparker Vesterhav Syd og Vesterhav Nord. Venstres Thomas Danielsen så gerne, at de kystnære vindmølleparker blev rykket længere ud på vandet. Men Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har ikke flertal for at lave om på projektet, forklarede Danielsen. 

- Jeg kan godt forstå, at man er dybt frustreret over, at man placerer kystnære vindmøller i et fuldstændigt jomfrueligt område, og det er også derfor, at vi er et politisk mindretal bestående af Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre, der har forsøgt at droppe de her kystnære vindmøller og få dem ud på havet som rigtige havvindmøller, men vi hverken havde eller har i dag et flertal for det, sagde Danielsen.

I dag er Orla Østerby uforstående overfor Danielsens udmelding, som han altså opfatter som et illoyalt angreb. 

- Men det er vel ikke nogen hemmelighed, at det er et ønske Venstre har? 

- Så synes jeg, at venstre skal gøre en indsats for det. I stedet for at snakke om det her op til valgkampen, så skulle de i stedet gå i gang. Thomas Danielsen har sin egen minister, og han kan jo bare få ministeren til at se, om han kan skaffe de milliarder, der skal til, for at vi kan få flyttet den her vindmøllepark ud, siger Orla Østerby.

Hos Venstre afviser Thomas Danielsen, at partiet ikke reelt er parat til at skaffe finansieringen til at rykke vindmølleparkerne længere ud på havet. 

- Sidste gang at Orla Østerby og de konservative sammen med de øvrige røde partier blev sure på Venstre, var jo fordi vi kom med et konkret forslag til at droppe de her kystnære vindmøller, fordi vi vil have dem længere ud på havet. Så det er lidt specielt, at man så kort tid efter kommer og siger, at vi skal komme med et nyt forslag, når vi lige er blevet kritiseret for netop at komme med det forslag at droppe vindmøllerne, siger Thomas Danielsen. 

- Jeg mener, vi gambler med den folkelige opbakning til den grønne omstilling, når vi placerer vindmøller unødigt tæt på kysten. Det her er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi vil have grøn energi eller ej. Vindmøllerne er fuldstændig lige så grønne, om de står tæt på kysten, eller om de står langt fra kysten, siger Thomas Danielsen. 

Orla Østerby mener, at Danielsen og Venstres modstand mod projektet skal ses som valgflæsk. 

- Jeg synes, det ligner meget valgkamp. Og det er jeg ked af, fordi jeg synes, at det her er større, end at man laver populisme på det. Vi er jo fælles i regering Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, og derfor bør vi jo være kollegiale overfor hinanden, og det synes jeg ikke, det her er, siger Orla Østerby. 

2:09
Allerede inden der er bygget så meget som et fundament til de nye vindmølleparker ud for Harboøre og Holmsland Klit, er regeringspartierne Venstre og Konservative røget i totterne på hinanden over projektet.