Håber ministerbesøg kan redde hans hus

Ministre lover at genoverveje placering af kæmpevindmølle ved Høvsøre. Nuværede placering kræver ekspropriering.

2:42
Knud Munch fra Fjaltring risikerer at miste sit hjem, hvis en ny kæmpevindmølle ved Høvsøre ikke får en ny placering.

Vindmølletestcentret i Høvsøre skal udvides. 15. marts blev politikerne på Christiansborg enige om at udvide testcentret med to nye møller, en nord for testcentret og en syd for centret.

Men i modsætning til den sydlige mølle betyder den nordlige mølle eksproprieringer af flere huse.

- Det var et chok for os. Vi er så glade for at bo her. Vi synes, det er et dejligt sted, vi har fundet, siger Knud Munch, som bliver berørt, hvis møllen bliver en realitet, som planlagt.

Kolliderer med naturfølsomt område

Problemet ved at placere begge møller syd for testcentret er at det vil kollidere med et natura 2000 område, hvor der er særlige krav til beskyttelse af naturen. Reelt er der dog tale om landbrugsjord, hvorfor Fjaltring Trans Beboerforening mener, at det vil være på sin plads at gøre en undtagelse.

Det håber Knud Munch, at politikerne kan blive enige om.

- Vi er jo ikke modstandere af udvidelsen. Vi er modstandere af, hvor den nordlige mølle skal placeres. Fordi den kommer tæt på både os og Fjaltring, som landsby, siger Knud Munch.

Argumenter gør indtryk på ministre

I dag var erhvervsminister Brian Mikkelsen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til borgermøder om testcentrene, både i Høvsøre og i Østerild. Mange borgere var mødt op for at drøfte, hvordan fremtiden med vindmøllerne ser ud. Mange af dem er nærmeste naboer til testcentret.

Forslaget om at flytte den nordlige mølle i Høvsøre ned syd for testcentret, blev vældig diskuteret på mødet med politikerne. Og borgernes argumenter gjorde indtryk.

- Jeg er blevet rigtig meget klogere af at være her, hele lørdagen i Vestjylland, sagde ehvervsminister Brian Mikkelsen efterfølgende.

Også miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er klar til at lytte til kritikken.

- Ja, det er jeg i den grad. Vi har lagt op til, at kommunen kan se på, om der er ændringer af natura2000 grænserne, som kommunen mener, kan gennemføres. Det vurderer vi så i miljøstyrelsen, om der er fagligt belæg for. Og hvis der er det, og jeg siger, hvis der er det, så må vi forholde os til, om vi skal flytte på de møller, sagde ministeren efter mødet.

Regeringen forventer, at der ligger en plan for vindmøllerne klar ved starten af 2018.