Gravearbejde på Høfde 42: Nu skal spunsvæggens tilstand undersøges

Region Midtjylland fjerner to elementer, så man kan få et indtryk af, hvor stærk spunsvæggen er efter 15 år i den forurenede jord.

Sådan så det ud, da man i 2006 begyndte arbejdet med at lave en spunsvæg rundt om det store giftdepot på Harboøre Tange.
Sådan så det ud, da man i 2006 begyndte arbejdet med at lave en spunsvæg rundt om det store giftdepot på Harboøre Tange.
Foto: Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen

I denne uge vil der blive gravet på Høfde 42 på Harboøre Tange.

Det er ikke den længe ventede oprensning af giftdepotet, der går i gang - i stedet vil teknikere trække to spunselementer op af sandet, så man kan få et indtryk af, hvor godt den omfattende forurening er indkapslet.

Giftdepotet blev i 2006 omkranset og indkapslet af en 600 meter lang og 14 meter dyb spunsvæg, der skal forhindre giften i at sive ud i Vesterhavet. 

Samtidig placerede man flere reference-spunsvægge i jorden, og de er to af disse elementer, der nu skal trækkes op. 

Dermed kan man få et indtryk af, hvordan jernspunsen er påvirket efter næsten 15 år i sandet tæt på de giftige kemikalier.

Region Midtjylland understreger i en pressemeddelelse, at det kan gøres uden røre den væg, der holder forureningen på plads.

Oprensningen er lige om hjørnet

- For mig er det en fysisk markering af, at oprensningen er lige om hjørnet. Der var ikke behov for at trække spuns op, hvis ikke vi stod og skulle bruge viden om, hvordan den 15 år gamle spunsvæg har det. Det skal vi nu, for det bliver vigtig viden for de firmaer, der vil byde på opgaven med at rense kemikaliedepotet op, siger formanden for Region Midtjyllands udvalg for regional udvikling, Jørgen Nørby (V), i en pressemeddelelse. 

Et flertal i Folketinget bevilgede i december  630 millioner til at fjerne flere af de store generationsforureninger - heriblandt det giftdepotet på Høfde 42, der ifølge Region Midtjylland indeholder over 100 tons forurenende stoffer, herunder 7 tons kviksølv.

- Vi interesserer os meget for referencespunsen, fordi dens tilstand er repræsentativ for den omkransende spunsvæg. Den har vi brug for at kende, uanset hvordan der ender med at blive renset op, siger Morten Bondgaard, der er leder af Region Midtjyllands jordforureningskontor.

Arbejdet med at fjerne giften vil formentlig blive sendt i udbud i andet halvår af 2021, og så regner regionen med, at arbejdet kan begynde i 2022.