God sommer i Lemvig Kommune: Folk vil have ro, tid til familien og oplevelser

Sommeren har været god i Lemvig Kommune. Mange initiativer trækker folk til.

De fleste af landets byer bruger sommeren på at lokke borgere og turister til netop deres by.

Byerne i Midt- og Vestjylland er ingen undtagelse. I Lemvig Kommune står en ny kvinde for første gang ved røret på den mission.

Det er Mai Lindgaard, der er eventchef i kommunen, og hun godkender sommerens hidtidige forløb.

- Sommeren har været god. Det betyder, at der har været mange gæster i Lemvig og Thyborøn, siger hun til TV MIDTVEST.

Hun er ikke den eneste, der synes, det har været en god sommer. For flere tiltag fra kommunens side betyder, at også butikker og restauranter nyder godt af de besøgende.

- Jo flere initiativer, der bliver lavet i byen, jo flere gæster og turister tiltrækker det til byen, siger Pia Grønbæk, der er restaurantchef i Restaurant Columbus i Lemvig.

Folk ønsker forskellige ting

Et af de ting, som besøgende i Lemvig Kommune kan opleve, er Lidenlund-dage.

Det er et event, der har eksisteret i mange år, og det komplimenterer godt det, som familier ønsker, når de besøger kommunen.

- Når folk kommer på ferie, vil de gerne både have ro og tid til familien, men de vil også gerne have oplevelser. Man kan sige, at vi gerne vil give dem de oplevelser. Vi har mange attraktioner i Thyborøn – der er der rig mulighed for at komme ud som familie. Og så vil vi selvfølgelig også gerne have – og det er ikke nogen hemmelighed – at de handler i vores butikker, siger Mai Lindgaard.

Regn sætter ikke en stopper for humøret

De seneste dage har vejret været noget omskifteligt. Men det betyder ikke, at de gode oplevelser stopper.

- Så gør man, som man gør i Lemvig: Man ændrer kurs og finder en ny løsning, der gør, at det alligevel bliver en fantastisk aften, fortæller Mai Lindgaard.

Hun håber på, at det gode vejr fortsætter – ligesom hun håber på, at de gæster, der kommer til Lemvig Kommune, har lyst til at komme igen.

- Det har været en succes, når de gæster, der har været her, går hjem og fortæller den gode historie fra Lemvig Kommune og i øvrigt får både dem selv, deres venner og familie til at booke et nyt ferieophold her. Så har det været en kæmpe succes.

Både lokale borgere og turister har kunnet nyde tango, børneaktiviteteter og live-musik i Lemvig.

Læs flere artikler fra Lemvig eller i kategorien Samfund.