Gårdbrand ved Lemvig: - Vi måtte flytte dyrene med det samme

Hverken dyr eller mennesker er kommet til skade i forbindelse med gårdbranden, som opstod tidligt mandag morgen.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Brandvæsnet i Lemvig er i de tidlige morgentimer rykket ud til en gårdbrand på Kivesgårdvej øst for Lemvig.

Situationen er under kontrol nu, men en besætning af kødkvæg måtte reddes ud af den brændende stald.

Det fortæller indsatsleder hos Lemvig Brandvæsen, Chresten Maarupgaard.

- Da vi ankom var der ild i en kornsilo, som står inde i laden. Ilden havde fat i ladens tag, så vi måtte flytte dyrene ud med det samme.

- Der var masser af halm omkring dyrene, som kunne have antændt, hvis ilden havde bredt sig yderligere, lyder det.

Hurtig indsats reddede dyr og længe

Indsatslederen forklarer, at meldingen om branden, som opstod i den ene af gårdens fire længer, kom klokken 05.28 mandag morgen.

Takket være en hurtig indsats er længen dog nogenlunde intakt.

- Den er selvfølgelig beskadiget, men vi fik hurtigt styr på det, siger Chresten Maarupgaard.

Indsatslederen regner med, at efterslukningsarbejdet kommer til at tage nogle timer endnu.

Det er endnu ukendt, hvad der præcist har forårsaget branden.