Fuldtidstræner til Lemvig Basket

Lemvig Baskets Dameligahold har som et af de eneste i Danmark ansat en træner på fuld tid. Og han er fra Italien.

basket_lemvig_italien001.jpg

Det kommer til at flyde med sydlandske gloser i Lemvig. Klubbens nye træner hedder Antonio Albero og er fra Italien. Fra august skal han stå i spidsen for klubbens dameligahold.

Det er usædvanligt, at et basketballhold skal trænes af en italiener. Men lige så usædvanligt er det, at klubben har ansat en fuldtidstræner. Det har kun meget få hold i Danmark.

- Vi har valgt at ansætte en fuldtidstræner, for at kunne udvikle vores talenter hver dag, siger René Jacobsen, Formand for Lemvig Basket.

Antonio Albero landede for to dage siden i Danmark, og med sig har han sin kæreste. Hun skal nemlig også spille på holdet. Hun er fra Argentina.

Lemvig Basket håber, at de med ansættelsen af den nye træner, kan forbedre sidste års femteplads.