Fremtidens proteinkilde giver bitter strid i Limfjorden

Muslinger er både godt for klimaet og havmiljøet. Alligevel advarer SF om at satse stort på produktionen i Limfjorden, mens muslingeopdrætter ærgrer sig over, at han ikke kan få lov til at fiske flere af de små bløddyr.

6:00
Muslingefisker Frank Tousgaard ved stadig ikke han får tilladelse til at drive en muslingefarm i Limfjorden.
Foto: Casper Roslyng Rasmussen, TV MIDTVEST

Små, sorte skaller med en blød klat i midten. Mange forbinder nok blåmuslinger med fiskebuffet eller lørdagsselskabet. 

Men de små bløddyr bør faktisk erstatte kyllingeben på en tirsdag eller koteletter på en torsdag.

 - Det er en af de mest klimavenlige energikilder, vi kan spise. Det har et lavt CO2-aftryk, det er super sundt at spise, og det smager fantastisk, forklarer Pernille Nielsen, der er seniorforsker hos DTU Aqua.

Muslinger som proteinkilde er nemlig en langt mere bæredygtig spise sammenlignet med eksempelvis oksekød. 

Alligevel er både Danmarks Naturfredningsforening og SF bekymrede for, at muslingeopdræt i Limfjorden går ud over vandmiljøet. De mener, at der mangler regler for, hvor muslingeanlæg må sættes op.

- Jeg er bekymret for, at vi får for mange muslingeanlæg i Limfjorden, som ikke tager hensyn til at vi har en Limfjord, som har brug for at blive renere, og som skal passes på. Lovgivningen er hullet på det her område, siger Signe Munk, der er lokalt valgt folketingsmedlem i SF.

Muslingefisker venter på tilladelse

Noget tyder på, at Fødevareministeren har lyttet. Der er nemlig lavet et midlertidigt stop for alle nye ansøgninger om at få lov til at fiske muslinger.

En af dem, der netop har søgt om tilladelse til at fiske muslinger, er Frank Tousgaard fra Ørding. Han vil dyrke muslinger to steder mere i Limfjorden, men han har ikke fået grønt lys endnu. Han sendte ansøgningen for mere end et år siden og venter stadig på svar.

- Det er mega irriterende, når man gerne vil i gang. Jeg har området og har fået det hele stablet på benene, og så mangler der bare den tilladelse. Det er træls, siger Frank Tousgaard.


Muslingefiskeren anerkender SF's forslag om, at der skal være nogle regler for opdræt. Men han mener, at reglerne allerede findes på nuværende tidspunkt.

- Der er jo alle mulige regler for, hvem der skal høres og miljøundersøgelser. Jeg kan ikke forstå, hvor de har det fra, at der ikke er regler. Det, mener jeg, ikke er rigtigt, siger Frank Tousgaard.

Seniorforsker: Muslinger renser vandet

Hos DTU Aqua har man undersøgt Skive Fjord nærmere, og her er de ikke så nervøse over, at Frank Tousgaard vil fiske flere muslinger. 

- Der er ikke nogen indikationer på, at produktionen af muslinger i Limfjorden har overskredet, hvad økosystemet kan bære. Der er stadig rigelig med føde til rådighed, fordi det er næringsrigt område med mange alger, siger seniorforsker i DTU Aqua, Pernille Nielsen.


Fordi vandet i Limfjorden er så næringsrigt, er der plads til meget mere produktion i forhold til hvad økosystemet kan bære, forklarer hun. 

Faktisk har muslingerne den egenskab, at de er med til at filtrere vandet i Limfjorden, fordi de lever af at spise alger.

- For hvert tons muslinger, en muslingeopdrætter lander i sin fangst, har han fjernet 14 kilo kvælstof, fortæller Penille Nielsen.

Muslinger optager nemlig kvælstof, som er endt i Limfjorden fra de omkringliggende marker.

Men det får ikke Signe Munk til at kæmpe for flere muslingeanlæg. I sig selv er hun ikke imod muslingeopdræt, men hun er bekymret for volumenen af fiskeriet.

- Der er givet massere af tilladelser allerede. Det handler om, at hele Limfjorden ikke bliver plastret til på en ufornuftig måde, og der har vi brug for at lovgivningen kommer på plads hurtigst muligt, siger SF'eren.