Far til Ellen Trane: - Selvfølgelig er jeg stolt

Borgmesterdatteren fra Nørre Nissum offentliggjorde i går, at hun stiller på til posten som Venstres næstformand.

Jørgen Nørby er stolt af sin datters politiske præstationer.
Jørgen Nørby er stolt af sin datters politiske præstationer.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Politik har fyldt meget i Nørby-hjemmet. Faren Jørgen Nørby er tidligere Venstre-borgmester i Lemvig Kommune, og sidder nu i Regionsrådet i Region Midtjylland. Derfor kommer det ikke som en overraskelse for Jørgen Nørby, at datteren Ellen Trane Nørby i går valgte at stille op som næstformand.

- Det kan jo næsten ikke være anderledes. Ellen har altid gerne ville være med og har altid været ambitiøs, siger Jørgen Nørby.

Alligevel var Jørgen ikke yders begejstret, da datteren valgte at blive medlem i Venstre Ungdom.

- Politik er jo øretævernes holdeplads. Jeg var jo fedtet kraftigt ind i politik, så jeg vidste, hvad det indebar. Ellen var stadig ikke i tvivl om, at det skulle være politik, siger han.

- Gevinst for Venstre

Det var ikke kun indenfor familien, man havde øje for Ellen Trane Nørbys potentiale. Også rektor fra Ellens gymnasie Lars Andersen Ebbensgaard husker hende.

- Ellen var en flittig og idérig elev hvis begavelse strakte over både logiske fag og kunst. Ellen var ambitiøs, festklar og hjælpsom på samme tid, skriver han i en SMS til TV MIDTVEST. 

- Ellen Trane Nørby er en valkyrie fra Lemvig. Det vil være en gevinst for både Venstre og Vestjylland, om hun får en fremtrædende politisk post, fortsætter han. 

Fra folkeskolen i Nørre Nissum husker Jens Jørn Porup Ellen som en dygtig elev, der kunne give udtryk for sine holdninger. Heller ikke han er overrasket over, at Ellen Trane Nørby i dag er en fremtræden karakter i dansk politik.

- Hun er måske en lille smule arveligt belastet, så det var ikke usandsynligt. Hun var interesseret i, hvad der foregik omkring hende, siger han. 

Ellens tidligere gymnasielærer Torben Jakobsen fortæller også, at Ellen allerede dengang altid var klar til en diskussion - og at hun ofte havde ret i de ting, hun pegede ud. 

- Ellen gør det godt

Selvom Jørgen Nørby gerne havde set datteren vælge en anden karrierevej, er han i dag sikker på, at Ellen valgte rigtigt. 

- Jeg synes, at Ellen gør det godt, det er der ikke nogen tvivl om. Selvfølgelig er jeg stolt af hende, siger Jørgen Nørby.

Jørgen fortæller, at retfærdighed altid har været vigtig for datteren, og at det også er en af grundende til. at hun nu har valgt at stille op som næstformand for Venstre. 

6:18
Inger Støjberg var egentlig kørt i stilling som Venstres nye næstformand, men det bliver ikke uden kamp, efter Ellen Trane Nørby har meldt sit kandidatur til posten