Evakuering afsluttet

55 personer fra et boligområde i Lemvig er evakueret til Lemtorp Skole. Andre har søgt tilflugt hos naboer, familie eller venner. Politiet venter nu på at vandet falder.

mere_fjordvaenget_0.jpg

Politiet har netop afsluttet evakueringen af beboerne på Tannebækvej, Fjordvænget, Fjordlystvej og Rønbjerghage i Lemvig. Ialt 55 personer er nu midlertidigt installeret på Lemtorp Skole.

- Vi kan ikke sige noget om endnu, hvordan de kan forvente at vende hjem. Vi venter på at vandet falder, og så begynder arbejdet for at få vandet væk og så kan vi begynde at få normale tilstande igen, mener politiinspektør og liniechef Carsten Vestergaard Hansen.

Ifølge DMI vil vandet toppe mellem klokken 10 og 12 i dag. Det forventes at nå op over to meter. Lige nu er vandstanden på 168 cm.