Direktør ikke selv kunde i Vestjysk Bank

Erhvervsmanden John Gråkjær er ikke selv kunde i Vestjysk Bank. Alligevel opfordrer han vestjyderne til at bakke op om banken.

vestjysk bank 2.jpg

Det er ikke for at redde sine egne bankinteresser, at bestyrelsesformand for Gråkjær Staldbyg John Gråkjær i dag offentligt går i forsvar for den lokale bank Vestjysk Bank.

Usædvanlig opfordring

I et usædvanligt indlæg i Dagbladet Holstebro opfordrer han alle til at sætte penge i banken, og helt kontant bakke op om den af hensyn til udviklingen på egnen fremover.

- Uden banken vil store beslutninger om lån til lokale virksomheder ikke længere blive taget i Holstebro eller Lemvig, men i København og Stockholm, skriver John Gråkjær.

Er ikke selv kunde

John Gråkjær er ikke længere selv kunde i banken. Han og virksomheden Gråkjær Staldbyg skiftede for nogle år siden, i forbindelse med at virksomheden voksede i udlandet. Som følge af sin egen opfordring har han nu igen sat sparepenge ind på en konto. 

- Banken støttede mig, da jeg skulle bygge min forretning op. Det er blevet til en stor forretning. Det er jeg stadig glad for, og derfor bakker jeg også op om banken, siger han.

Landmand er kunde

Sammen med storbonden Kristian Lundgaard-Karlshøj har John Gråkjær på torsdag lejet Hjerm Hallen for at holde et støtte møde.

Kristian Lundgaard-Karlshøj er stadig kunde i banken, og også han mener, det er vigtigt at samle kræfterne om den lokale bank.

- Lad os få drøftet og sat nogle ord og fakta på, hvad det er, som sker, og lad os sammen finde ud af, hvad vi som lokalsamfund kan gøre for at bakke op om banken, siger Kristian Lundgaard-Karlshøj.

2:09
Flere erhvervsfolk går nu i offensiven for at få almindelige midt- og vestjyder til at stole på Vestjysk Bank