Carsten Andersen er død

Den tidligere bestyrelsesformand i Vestjysk Bank, Carsten Andersen, er død. Han døde lørdag efter længere tids sygdom

130527CarstenAndersen.jpg

Carsten Andersen blev 67 år. Han vil blive husket som en af de helt store koryfæer i den danske bankverden.

Han var manden bag sidste års fusion mellem Aarhus Lokalbank og Vestjysk Bank, der endte med den spektakulære fyring af Vestjysk Banks direktør Frank Kristensen.

Tidligere var han topchef i Sydbank i tre årtier fra 1982-2010.

Carsten Andersen trak sig i januar fra arbejdsmarkedet på grund af sin kræftsygdom. En sygdom, der allerede var i udbrud, da han blev bestyrelsesformand i Vestjysk Bank:

- Når man har sådan en diagnose, så tænker man ikke 10 år frem. Det gør man ikke. Men sagt med et skævt smil, så skal jeg ikke være bestyrelsesformand i Lemvig i 10 år. Jeg tror på, at jeg har gode chancer for at holde min sygdom under kontrol i den periode, hvor jeg skal være formand for Vestjysk Bank. Min kræft står ikke i vejen for opgaven, sagde Carsten Andersen sidste år til Børsen.