Brand ved Cheminova

En el-ledning faldt sent i aftes ned ved Cheminova på Harboøre Tange.

elmast.jpg

Brandvæsnet fik sent i aftes travlt med at afspærre vejen på Harboøre Tange mellem Harboøre og Thyborøn.

Af endnu ukendte årsager faldt en af tre, store højspændingsledninger pludselig ned. Ledningen leverer el til blandt andet Cheminova og strømudledningen satte ild til en nærliggende mark.

Ilden på marken gik ud af sig selv, men ledningen med 60.000 volt lavede derudover en del ravage på området, hvor blandt andet en mast blev svedet af. Der føg med gnister og ifølge øjenvidner lyste alle ledninger på et tidspunkt og nedfaldet gav hen over midnat udfald på elnettet.Brandvæsnet besluttede også at lukke for togdriften i en periode.

Ingen forklaring

Det er Vestjyske Net, der ejer ledningsnettet på Harboøre Tange. Her har de her til morgen ingen forklaring på, hvordan eller hvorfor ledningen er knækket:

- Det er uheldigt, og vi står faktisk lidt uforstående overfor, at det kunne ske. Vi kan derfor heller ikke give noget bud på, hvorfor det sker. Nu skal vi have undersøgt ledningen nærmere, siger driftschef, Poul Thomsen, fra Vestjyske Net.

elmast2.jpg

elmast3.jpg