Borgermøde om kræft i Thyborøn: Fem ud af syv i Heidis familie har været ramt

Sidste år offentliggjorde forskere en undersøgelse, som viste, at der var øget risiko for kræft for beboere i området Thyborøn-Harboøre. Derfor var blandt andre politikere og lokale til borgermøde tirsdag.

3:09
Heidi O'Brian Kirk fra Thyborøn kender mange, der har været ramt af kræft.
Foto: Pernille Leftes Niclasen, TV MIDTVEST

I sommeren 2021 offentliggjorde forskere en videnskabelig undersøgelse, som påviste en øget risiko for kræft for beboere i området Thyborøn og Harboøre.

Derfor var flere fra Lemvig Kommune, Region Midtjylland og lokale samlet til et borgermøde i Wærket i Thyborøn tirsdag aften.

En af de fremmødte til mødet var Heidi O’Brian Kirk, der til dagligt arbejder som børnehaveklasseleder på Thyborøn Skole. For hende var mødet betydeligt.

- Jeg synes, der var rigtig mange herude, der fik kræft. Jeg kommer fra en søskendeflok på fem, og ud af os fem har tre været ramt af kræft, og både min mor og far fik kræft, så det er noget, som jeg er meget bekymret for, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor på en lille vej med 12 huse og ud af de 12 huse, så har nogle været ramt af kræft i 10 af husene.

Under mødet skulle blandt andre Lemvig Kommunes borgmester Erik Flyvholm (V) og formand for Region Midtjylland Anders Kühnau (A) svare på spørgsmål fra borgere og give oplysning.

Pladserne var fyldt til borgermødet.
Pladserne var fyldt til borgermødet.
Foto: Pernille Leftes Niclasen, TV MIDTVEST

Ifølge Anders Kühnau (A) så var mødet vigtigt.

- Den øgede kræft risiko, der er, den skal man selvfølgelig være opmærksom på, og det er også et af budskaberne. Det er vigtigt at sige til borgerne, at hvis de har symptomer på kræft, så er det rigtig vigtigt, at de går til egen læge, siger formanden og fortsætter:

- Vi har også instrueret lægerne i området om de undersøgelser, der er lavet, så de er forberedt på at få stillet de rigtige spørgsmål og henvise til kræftpakker, hvis det er nogle, der har symptomer på kræft. Vi siger ikke, at man ikke skal være bekymret, men vi siger, at vi handler på den viden, som vi har nu, og vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at tage borgernes bekymringer alvorligt.

20 procent flere tilfælde

For borgere, der boede i Thyborøn og Harboøre i perioden fra 1968 til 1970, er der markant flere tilfælde af kræftsygdomme, viste undersøgelsen, der har sammenlignet befolkningsgruppen med borgere i andre sammenlignelige fiskerkommuner langs vestkysten.

- Vores undersøgelse viser, at risikoen for at få kræft har været 20 procent højere for dem, der boede i Thyborøn og Harboøre, end for borgerne i Holmsland og Hanstholm, fortalte Elsebeth Lynge tidligere til TV MIDTVEST. 

Hun er professor i folkesundhed ved Københavns Universitet og i en lang årrække har arbejdet med blandt andet screening for kræft, årsagsfaktorer, miljø og epidemiologi.

Forskerne har haft fokus på de næsten 5.000 personer, der boede i Thyborøn-Harboøre i 1968.

I årene op til 2018 fik over 1.100 af dem konstateret kræft. Det er 20 procent flere end blandt indbyggerne i to andre tidligere fiskerkommuner på vestkysten - Hanstholm og Holmsland.

Undersøgelsen er blevet til gennem flere år i et samarbejde mellem Elsebeth Lynge, statistiker Søren Lophaven og den i dag pensionerede praktiserende læge i netop Thyborøn, Hans Holmsgaard.

Borgermødet var i første omgang fastsat til den 13. december 2021 men blev aflyst grundet corona, derfor blev mødet først afholdt den 26. april 2022.