Blev irriteret over høj musik - truede nabo med en riffel

Det viste sig, at riflen ikke kunne skyde. Alligevel blev en 58-årig mand anholdt og sigtet for trusler og overtrædelse af våbenloven.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Uenigheder mellem to naboer udviklede sig fredag aften pludselig til noget langt mere alvorligt på Brovej i Lemvig.

Midt- og Vestjyllands Politi fik klokken 18.40 en anmeldelse fra en beboer, der var blevet truet af sin nabo.

Naboen stod - ifølge anmeldelsen - ude foran mandens vindue med en riffel og råbte: Jeg skyder dig, hvis du ikke tager dig sammen.

- Anmelderen mente, at det hele bundede i, at han spillede høj musik, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen.

Det viste sig, at den riffel, som manden truede med, ikke kunne skyde, fordi løbet var svejset sammen. Alligevel blev han anholdt og sigtet for trusler og overtrædelse af våbenloven.

- Vi fandt også noget militærammunition på hans bopæl, fortæller vagtchefen.

Den sigtede er en 58-årig mand. Han bliver løsladt i løbet af lørdagen, men kan senere formentlig se frem til en tur i retten.