Blæsbjerg-markisen: Rekordsalg har givet boghandel råd til en særlig investering
I Lemvig Boghandel er der slået rekord. Kim Blæsbjergs bog De bedste familier har rundet 1000 solgte eksemplarer, og det skal fejres.
Hvordan fejrer man et rekordsalg?
Hos Lemvig Boghandel gør de det på to måder. Den ene er mere klassisk - det foregår nemlig med bobler. Den anden er lidt mere utraditionel - butikken har nemlig indkøbt en ny markise, som hænger foran boghandlen. Den vender vi tilbage til.
Kim Blæsbjergs tanker bag succesroman
Det er rekordsalget af den lokalt forankrede roman "De bedste familier" skrevet af Kim Blæsbjerg, der bliver fejret. Bogen har nemlig fornylig rundet 1000 solgte eksemplarer i Lemvig Boghandel:
- Det er meget. Det er aldrig sket før. Det er imponerende, at en roman kan sælge så mange eksemplarer. Det er selvfølgelig, fordi den er lokal. Og så har Kim Blæsbjerg bare skrevet en fuldstændig fantastisk bog - uden at pege fingre, fortæller Mariann Ardal, der butikschef i Lemvig Boghandel.
Forfatter kommer til fejring
Tirsdag holder boghandlen en lille festlig sammenkomst i butikken, hvor Kim Blæsbjerg og hans forlag Gutkind kommer på besøg. Og så skal der drikkes bobler.
- Det er ret utroligt, fordi det er en lille boghandel i en lille by, men det viser noget om, hvor stor en interesse, der har været på min hjemegn, siger forfatteren om det rekordstore salg af hans bog.
Bogen udkom 1. februar i år, og siden da har der været gang i salget af bogen, der tager udgangspunkt i livet i Lemvig i efterkrigstiden og en årrække frem.
Den handler om dem, der var med, da Cheminova flyttede til Vestjylland og gav økonomisk opblomstring, men også en tavshedskultur og mange etiske dilemmaer.
- Det betyder meget for mig. Jeg var meget spændt på det, før bogen udkom, fordi jeg ved, at det er noget kontroversielt stof, jeg har fat i, og man har ikke været vant til at tale højt om Cheminova-komplekset, siger Kim Blæsbjerg.
Forskud på fejringen
Og så er der den knapt så klassiske fejring - markisen. For hos Lemvig Boghandel har de allerede taget forskud på fejringen. Boghandlen havde brug for en ny markise, og her er rekordsalget en rigtig god anledning:
- Vi havde en gammel markise, og det er dyrt at få sådan en op. Når man sælger 1000 eksemplarer af en bog, så tjener man selvfølgelig lidt. Så det har vi brugt lidt penge på, og nu er det endt med, at den er kommet til at hedde Blæsbjerg-markisen, fortæller Mariann Ardal med et grin.
Markisen kom op i sommer og er taget i brug.
Og manden, der har lagt navn til markisen, er godt tilfreds med den investering.
- Det er meget skægt og også lidt en ære.