Betaling for naturpleje trækker ud: Nina og hendes heste arbejder uden løn

Nina Svanborg har ventet siden december på at få udbetalt løn for naturpleje.

Nina Svanborg har personligt omkring 30.000 kroner til gode for den naturpleje hendes heste har udført.
Nina Svanborg har personligt omkring 30.000 kroner til gode for den naturpleje hendes heste har udført.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Lige nu har Nina Svanborgs heste travlt med at græsse offentlige arealer af i nærheden af Lemvig. I alt er der knap 100 hektar natur, hun har lovet at pleje. En naturpleje, som det offentlige betaler for.

Men lige nu halter det gevaldigt med betalingen. Nina Svanborg har omkring 30.000 til gode for naturpleje. Penge som normalt skulle have været udbetalt i december, men som stadig ikke er kommet.

- Det giver da lidt utryghed, fordi der er nogle penge, der skal betales i den anden ende. Der er terminer, jeg skal også have noget at spise og dyrene skal have mad om vinteren, siger Naturplejer Nina Svanborg.

Ud over den naturpleje, som Nina Svanborgs egne heste udfører, så er hun også med i foreningen "Får til Kanten", der afgræsser store arealer for det offentlige.

I følge Nina Svanborg har foreningen omkring 250.000 kroner til gode - penge, som Nina Svanborg også skal have en væsentlig andel af.

- Jeg har også prøvet at være lønmodtager, der får man jo sine penge lige så snart man har udført sit arbejde. Det er jo nemt og dejligt, men sådan fungerer det ikke her, siger Nina Svanborg fra Bøvlingbjerg.

Gade: Landbrugsstyrelsen får ikke udbetalt pengene

I følge LandbrugsAvisen kommer penge til naturpleje via et EU-tilskud, som Landbrugsstyrelsen skal udbetale.

- Jeg er ret sikker på det ikke er EU, der er problemet. Problemet er, at landbrugsstyrelsen ikke får udbetalt pengene, siger Søren Gade, der er medlem af Europaparlamentet for Venstre.

Viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen fra Lyhne, håber ikke at den manglende betaling får naturplejerne til at miste modet.
Viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen fra Lyhne, håber ikke at den manglende betaling får naturplejerne til at miste modet.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

I følge reglerne må staten vente med at betale naturplejerne ind til 30. juni. Det vil sige, at naturplejerne kan gå op til et halvt år uden at få deres løn.

- Jeg synes, det er ærgerligt for dem. Jeg håber ikke, at de mister modet på det. Jeg synes, det er utroligt ærgerligt fordi, der skal jo være ordentlighed i det, og vi har behov for dem. Vi er jo glade for, at de laver den naturpleje, som de gør, lyder det fra viceformanden i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen fra Lyhne.

Søren Gade forsøger nu at lægge pres på, ved at få Venstres fødevareordfører til at stille spørgsmål til fødevareminister Mogens Jensen (S).

- Hvordan det kan være, at de her naturplejere ikke har fået deres peneg, siger Søren Gade.

i Bøvlingbjerg håber Nina Svanborg også på nye tider - og at landbrugsstyrelsen snart får sat gang i udbetalingen.

- Det var jo ideelt, hvis vi kunne få udbetalt aconto-beløb i det mindste, sådan at man måske bare skulle undvære en lille smule af sine penge, siger naturplejer Nina Svanborg.

1:41