Bækmarksbro mangler lejeboliger: Intet sted at flytte hen for ældre som Lilli og Gerhard

Der er ingen almennyttige boliger til eksempelvis ældre i Bækmarksbro, når deres kræfter ikke længere rækker til at passe hus og have. Den problematik har i dag fået boligministeren til at kigge forbi.

Lilli og Gerhard Rernböck har boet i Bækmarksbro i 35 år. Her vil de gerne blive boende, især hvis der bliver bygget nogle lejeboliger, som de kan flytte i, når kræfterne ikke længere er der til at passe parcelhuset.
Lilli og Gerhard Rernböck har boet i Bækmarksbro i 35 år. Her vil de gerne blive boende, især hvis der bliver bygget nogle lejeboliger, som de kan flytte i, når kræfterne ikke længere er der til at passe parcelhuset.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Når man har boet et sted i årtier - måske et helt liv - kan det være svært at forestille sig en hverdag i en ny by.

Sådan er det også for ægteparret Lilli og Gerhard Rernböck, der har boet i deres parcelhus i Bækmarksbro i 35 år. 

- Når jeg har boet her det meste af mit liv, så vil jeg også blive boende her, siger 76-årige Gerhard Rernböck.

Selvom parret er et stykke over pensionsalderen, er de stadig friske nok til at passe både parcelhus og have, men med tiden kan det hurtigt ændre sig.

Problemet er bare, at der i Bækmarksbro ikke er nogen almennyttige lejeboliger, de kan flytte ind i.

- Vi ved jo ikke. I overmorgen kunne det jo være, at én af os måske ikke kan mere, og så var det rart at have et sted at flytte hen, men der er jo ingenting her i byen, man kan flytte i, siger 75-årige Lilli Rernböck.

Borgerforening vil have bygget boliger

Så Lilli og Gerhard Rernböck - og andre ældre i byen - er nødt til at kigge efter lejeboliger i for eksempel Vemb eller Lemvig. Når det sker, risikerer indbyggertallet ligeså stille at falde i Bækmarksbro.

Den lokale borgerforening har derfor opfordret boligselskabet Bo i Lemvig til at opføre otte almennyttige lejeboliger i byen, så de ældre har et sted at flytte hen, når de ikke længere vil bo i hus.

Og meget tyder på, at der ville være interesse for at flytte i nye lejeboliger. Borgerforeningen har nemlig spurgt byens 502 indbyggere, om de kunne være interesseret at flytte i de nye lejeboliger.

25 personer sagde ja - to af dem var Lilli og Gerhard Rernböck.

- Hvis jeg blev enke, så ville jeg i hvert fald ikke blive boende her. Huset er for stort, og haven er for stor, så jeg ville absolut flytte i sådan en ny bolig, siger Lilli Rernböck.

Men forslaget om at opføre lejeboligerne i Bækmarksbro blev nedstemt på en ekstraordinær generalforsamling i Bo i Lemvig.

En demokratisk beslutning, som bestyrelsen måtte respektere, og som kan skyldes flere forskellige ting.

- Det kan være nogen, der synes, de ikke har fået nok information. Man kan være bekymret for om det kan lejes ud, og måske ser man hellere boliger i Lemvig, siger boligforeningens forretningsfører Linda Green.

Minister: Vigtigt med almene boliger

Problemet med manglende almennyttige boliger i mindre byer i landdistrikterne har i dag fået boligminister Kaare Dybvad (S) et smut til Bækmarksbro. 

Hvis man spørger ministeren, er det ærgerligt, at folk bliver nødt til at flytte væk til andre byer, fordi man ikke kan bo til leje i Bækmarksbro.

De konservatives landdistriktsordfører Orla Østerby (th.) har blandt andre inviteret boligminister Kaare Dybvad (S) til Bækmarksbro for at sætte fokus på de manglende almennyttige lejeboliger.
De konservatives landdistriktsordfører Orla Østerby (th.) har blandt andre inviteret boligminister Kaare Dybvad (S) til Bækmarksbro for at sætte fokus på de manglende almennyttige lejeboliger.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

- Det er derfor, det er vigtigt, at vi får bygget nogle almene boliger i Bækmarksbro og andre byer, hvor man har udfordringer med at få det til at passe i dag, siger den socialdemokratiske boligminister Kaare Dybvad.

Det er de konservatives landdistriktsordfører, Orla Østerby, der har inviteret ministeren hertil for at gøre opmærksom på problemstillingen.

Orla Østerby bor selv i Bækmarksbro og har tidligere siddet i byrådet i Lemvig Kommune.

Det er vigtigt for ham at fastholde borgerne i byen, så han håber, at Bo i Lemvig vil tage sagen op igen på opfordring af ham og ministeren, så boligerne alligevel kan blive bygget.

- Men ellers må ministeren til skrivebordet og finde en model, der gør, at vi alligevel kan bygge almennyttige boliger i landsbyer, som har et levedygtigt borgerantal, der gerne vil bo i sådan nogle boliger, siger landdistriktsordfører Orla Østerby (K).

Han håber og tror på, at der vil stå almennyttige boliger i Bækmarksbro allerede i slutningen af 2021 eller starten af 2022.

2:42