Arbejdsulykke med truck på fragtskib

En 48-årig mand blev fløjet til traumecentret i Århus efter ulykke i Thyborøn.

akuthelikopteriluften2.jpg

En 48-årig mand fra Litauen blev søndag eftermiddag alvorligt kvæstet ved en arbejdsulykke om bord på et færøsk fragtskib, der lå til kaj i Thyborøn.

Lokalpolitiet i Holstebro oplyser, at den 48-årige under losningen af skibet kørte på en truck i lastrummet. Det gik tilsyneladende galt, da han skulle flytte nogle tunge plader - trucken væltede, og den 48-årige kom i klemme under trucken.

Litaueren blev i lægehelikopter fløjet til traumecentret i Århus med alvorlige skader i hovedet. Han var ved bevidsthed efter ulykken, men det har ikke været muligt at få nærmere oplysninger om hans tilstand.