Arbejdsulykke i Nordsøen: Mand klemt ihjel
En fisker er blevet klemt ihjel i en arbejdsulykke.
En 59-årig fisker fra Lemvig mistede torsdag livet i en arbejdsulykke på en kutter i Nordsøen ud for Thyborøns kyst.
Det oplyser politiet, der fik anmeldelsen om ulykken omkring klokken 16.30 i går eftermiddags.
- Det var der, vi fik beskeden om, at manden var blevet klemt ihjel af noget udstyr ombord på trawleren, siger Frederik Sundtoft fra lokalpolitiet i Holstebro.
Redningshelikopter var i luften
En redningshelikopter blev tilkaldt i forsøget på at redde manden, men det viste sig hurtigt at være for sent.
Fiskekutteren sejlede efter ulykken mod havnen i Thyborøn, hvor den lagde til kaj ved midnatstid natten til fredag.
Den Maritime Havarikommision og Søfartsstyrelsen skal nu undersøge skibet nærmere for at finde ud af, hvad der forårsagede ulykken.
Politiet oplyser, at mandens pårørende er underrettede.