Amerikansk basketstjerne i Lemvig: Hårdt at undvære familien

Lemvig Basket har mange udenlandske spillere på holdkortet, og selvom de har lang vej hjem, har de været med til at skabe succes i klubben.

Sarah DeShone har spillet professionel basket i Lemvig siden august 2016.
Foto: Gustav Houe Dall

Siden sommeren i fjor har 25-årige Sarah DeShone fra Indiana spillet som professionel hos Lemvig Basket - over 6000 kilometer fra familien, venner og kæresten derhjemme. Hun er blandt de otte udlændinge, som klubben i øjeblikket har på kontrakt.

- Jeg tog herover for at spille professionel basketball og for at gøre noget, der lå udenfor min komfortzone. Noget, jeg var bange for at gøre, siger Sarah DeShone.

Og det har hun gjort. Det sidste års tid har Sarah DeShone været dedikeret og levet af den sportsgren, hun elsker allerhøjst. Ved siden af den intense træning i Lemvig Basket, er hun træner for klubbens U16-piger som en del af den kontrakt, som hun underskrev august 2016.

Men timerne udenfor banen kan være lange. Derfor er det essentielt for pigerne, at sammenholdet blandt spillerne er i top. Til Sarah DeShones held er der flere spillere fra USA på holdkortet.

- Jeg ved ikke, om jeg ville klare det så lang tid, som jeg har gjort, hvis jeg ikke havde de amerikanske piger herovre. Men jeg kan godt lide borgerne i Lemvig. Især når man lærer dem at kende, virker det til, at de vil gøre alt for en.

Stor tradition for udenlandske spillere
Gennem de sidste tyve år har Lemvig Basket hentet spillere fra hele verden – med store succes. Klubben præger hvert år toppen af dansk kvindebasket, og tidligere i år kulminerede det, da holdet for første gang nogensinde vandt den danske pokalturnering. Holdets træner, Peter Jensen, er da også bevidst om vigtigheden af den kontinuerlige tilkomst af udlændinge.

- Det er dem, som skal højne niveauet til træning og i kamp. De skal de jo kunne mere end de danske spillere. De er utrolig vigtige. Hvis vi ikke havde de udenlandske spillere, ville vi ikke have noget hold. Udbuddet er danske spillere er simpelthen ikke stort nok, siger Peter Jensen.

Spillerne bliver som regel tilknyttet klubben på et år-lange kontrakter, hvorefter parterne sammen tager stilling til, om der er grundlag for en forlængelse af samarbejdet. Det er i særdeleshed klubbens sponsorer, der er med til at rejse kapital, så tilførslen af nye udenlandske spillere bliver ved med at være en mulighed.

Kæmpe savn

Selvom det er en drøm for Sarah DeShone at kunne leve af sin helt store passion, har det også sine omkostninger. Godt nok har Facetime og Skype gjort den digitale afstand væsentlig kortere. Alligevel frygtelig langt fra Lemvig til fødebyen på den anden side af Atlanterhavet.

- Når jeg sidder alene på mit værelse, begynder jeg virkelig at tænke over, hvor meget jeg savner det derhjemme, og at jeg virkelig gerne vil være der. Det er hårdt, men at være her sammen med de mennesker, jeg er her med, gør det meget lettere, siger Sarah DeShone.

Når aftalen med Lemvig Basket udløber, vender Sarah DeShone hjem, og hun vender ikke tilbage foreløbig. Hun vil nemlig bygge videre på den læreruddannelse, hun tog, inden turen gik til Lemvig. Nu vil hun uddanne sig som baskettræner, så drømmen om, at basketball bliver hendes levevej, kan fortsætte.

4:02