Amerikaner i Lemvig følger Bidens indsættelse fra sofaen: - Jeg er nervøs

Amerikanske Rachel Kehoe, som til dagligt bor i Lemvig, følger præsidentindsættelsen tæt. Hun er både begejstret og nervøs på samme tid.

5:51
Virksomheder og herboende amerikanere vejrer morgenluft med Biden. Med god grund, lyder det fra den tidligere minister Esben Lunde Larsen

For et år siden rykkede Rachel Kehoe fra Michigan til Lemvig for at spille basketball. 

Men selvom hun nu er langt fra hjemlandet, så er dagens begivenhed, præsidentindsættelsen af Joe Biden, noget der følges tæt fra hjemmet i Vestjylland.

- Jeg er begejstret over, at han skal være præsident, og jeg tror også, han er den rigtige til at få Amerika tilbage på sporet og mere sammen, siger Rachel Kehoe, der selv stemte på Biden ved præsidentvalget i november.

Selvom valget gik efter Rachel Kehoes ønske, og at den, i hendes øjne, rigtige præsident i dag skal indsættes, så er det ikke kun glæde, der fylder før indsættelsen.

- Jeg er bestemt nervøs for, hvad der vil ske, men jeg tror med de forbehold, de har taget i dag, så går alt fint, siger basketballspilleren, der blandt andet holder sig opdateret med hjemlandets store medie CBS News.

Træls start på 2021

Det er ikke uden grund, at Rachel Kehoe er bekymret over, hvad der sker i dag, når Donald Trump bliver udskiftet med Joe Biden. 

Hun var hjemme i Michigan over julen og var fortsat i landet, da vrede demonstranter 6. januar stormede Kongressen i Washington DC.

- Det var to dage før, jeg rejste. Jeg var så chokeret og havde ikke forventet, at folk fra vores eget land ville gøre det. Det er ikke patriotisme, fortæller Rachel Kehoe.

Hun oplever generelt, at politik de seneste år har skabt flere konflikter end normalt – selv når det kommer til familien.

- De sidste fire år er tingene blevet lidt mere anspændte, så nogle kan man ikke have de samtaler med, som man vil. Mine forældre er mere på den republikanske side. De er mere for Trump, så nogle gange er det svært at snakke med dem om, hvad der sker. Man prøver at tage snakken og forstå, hvad de andre siger, siger Rachel Kehoe, der dog understreger, at forældrene tager afstand til angrebet. 

Joe Biden bliver USAs 46. præsident. Det sker klokken 18.00 dansk tid.