Ægte forfattere og anderledes læseoplevelser skal øge læselysten

I de her dage holder Lemvig Kommune en læsefestival, hvor alle elever i kommunen blandt andet skal møde en forfatter.

Elever på skolerne i Lemvig Kommune har haft besøg af ægte børnebogsforfattere.
Elever på skolerne i Lemvig Kommune har haft besøg af ægte børnebogsforfattere.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Skolerne i Lemvig Kommune er enhver læsehests paradis i de her dage.

I forbindelse med læsefestivalen ’Litteratur med Pen og Streg’ gæster otte børnebogsforfattere kommunens folkeskoler.

Målet er, at flere skoleelever skal få mod på at kaste sig over læsningen.

Ét af fokuspunkterne i læsefestivalen er at åbne børnenes øjne for anderledes litteratur. Derfor har kommunen inviteret børnebogsforfattere, der behandler bogen som andet end skrevne bogstaver.

Det fortæller Mette Søgaard Andreasen, der er pædagogisk konsulent ved Lemvig Kommune.

- Vi håber, at det her fokus på lidt mindre teksttunge bøger kan ramme nogle elever, der måske kan slå sig lidt på tykke bøger. Ved at åbne litteraturbegrebet og give børnene nogle andre typer bøger, håber vi, at vi kan åbne deres øjne for en helt anden verden inden for litteraturen, siger hun.

I dag havde Harboøre Skole for eksempel besøg af forfatter og tegner Jan Kjær, der har været inde over 53 bøger og udgivelser i 15 lande.

- Jeg lever af at bruge min fantasi hele dagen lang. Jeg finder på de historier, I læser, og så laver jeg tegninger til dem, fortalte Jan Kjær til eleverne.

Lærerne er begejstrede

To af eleverne, der har mødt forfatterne, er Thea Torp Kristensen og Vibe Nees Olesen fra Harboøre Skole.

- Det har været meget sjovt, og måske kommer vi til at læse lidt mere, men det bliver nok mest det samme som indtil nu, siger Vibe Nees Olesen.

- Hvis det er en god bog, kan jeg godt lide at læse, men ellers synes jeg, det er kedeligt, supplerer Thea Torp Kristensen.

Men selvom festivalen ikke umiddelbart vil få Thea Torp Kristensen og Vibe Nees Olesen til at læse mere, så tror kommunens pædagogiske konsulent, at læsefestivalen gør en forskel.

- Vi har lærere, der ringer begejstret ind. Vi ser, at eleverne er fulde af spørgelyst, og de er meget benovede over, at det er rigtige forfattere, der kommer. Jeg tror helt sikkert, det kan give noget interesse og motivation for at komme ind i litteraturen, siger Mette Søgaard Andreasen.

Læsefestivalen i Lemvig Kommune har på nogle skoler været i gang i hele uge ni. De kendte forfattere var på besøg i går og i dag.