66-årig spiller på tre fodboldhold: - Jeg har stadig sommerfugle i maven

Knud Aage Jensen har spillet flere end 2200 kampe, og i øjeblikket er han at finde i spillertruppen på tre forskellige hold.

Knud Aage Jensen fra Lemvig er 66 år - og så spiller han på intet mindre end tre forskellige fodboldhold.
Knud Aage Jensen fra Lemvig er 66 år - og så spiller han på intet mindre end tre forskellige fodboldhold.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Han kunne være bedstefar til nogle af de holdkammerater, der løber rundt på banen for serie 6-holdet i Ramme, Lomborg og Klinkby. 

Men det tænker han ikke over, når først spillet er i gang.

Knud Aage Jensen fra Lemvig har rundet de 66 år, men tallet på dåbsattesten har ikke fået den garvede fodboldspiller til at trække sig væk fra grønsværen.

- Jeg elsker at spille fodbold, så jeg bliver ved, siger han.

Til dagens kamp spiller han for Ramme-Lomborg-Klinkbys fodboldhold, men han er også at finde i truppen hos to andre hold.

Modstanderne til dagens kamp er nogle unge mænd fra Høvsøre.

Og selvom Knud Aage Jensen har mere end 2200 kampe i bagagen, så ændrer det ikke på vindermetaliteten forud for kampen.

- Jeg har stadigvæk sommerfugle i maven. Særligt i dag, for det hold, vi skal møde, er rigtig, rigtig gode, siger den 66-årige fodboldspiller, Knud Aage Jensen.

- Jeg hader at tabe, tilføjer han.

Beundring fra træner og holdkammerater

Knud Aage Jensen ved godt, at han ikke kan det samme som sine yngre medspillere. Men alder er ikke nødvendigvis et minus.

- Jeg er ikke ligeså hurtig som de unge. Til gengæld er jeg måske lidt mere forudseende i nogle situationer, siger han.

- Men jeg er ikke langsom, minder Knud Aage Jensen om. 

Skader har veteranspilleren da heller ikke kunnet undgå. Et par knæoperationer er det blevet til i løbet af hans lange fodboldkarriere, og en tand er også røget i svinget.

Når fodboldtræner Søren Mortensen i Ramme-Lomborg-Klinkby ser på holdets veteranspiller, er det dog ikke dårlig fysik, han fokuserer på.

- Jo, han er gammel, men når du ser ham spille fodbold, kan du ikke se det, siger træneren.

Blandt de yngre spillere på holdet er der stor respekt for den 66-årige medspiller med de 2200 kampes erfaring. 

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at en mand så langt oppe i alderen kan holde til det. Det er beundringsværdigt, siger holdkammeraten Søren Lorenzen fra Ramme-Lomborg-Klinkby.

Knud Aage Jensen giver den ligeså meget gas som resten af truppen, lyder det. Og så er han en stærk taktisk spiller.

- Det er fedt, at han fortsætter, selvom han er lidt ældre end os andre. Det giver en god energi, siger den 19-årige holdkammerat, Rasmus Simonsen.

Knud Aage Jensen regner med at spille videre med bolden, til han bliver 70 år.

2:29
Knud Aage Jensen fra Lemvig har spillet mere end 2200 fodboldkampe.