58-årig cyklist ramt af lastbil og dræbt – morgensolen blændede formentlig chaufføren

En 58-årig mand mistede fredag morgen livet, da han på cykel blev ramt af en lastbil.

Politiet havde afspærret ulykkesstedet i flere timer efter ulykken.
Politiet havde afspærret ulykkesstedet i flere timer efter ulykken.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

Fredag morgen klokken 6.44 blev en 58-årig cyklist ramt af en lastbil i T-krydset mellem Industrivej og Fabriksvej i Lemvig. Manden var ifølge Midt- og Vestjyllands Politi dræbt på stedet.

- Cyklisten skulle lige over krydset, mens den modkørende lastbil skulle svinge til venstre ad sidevejen, og det er her lastbilen rammer cyklisten, fortæller Allan Lausten fra lokalpolitiet i Holstebro.   

Chaufføren i lastbilen var en 63-årig mand.

Lav morgensol

Det var forbipasserende, der slog til alarm til politiet om påkørslen i vejkrydset, oplyser vagtchefen til Ritzau.
I mange år har ulykker i kryds, hvor lastbiler rammer cyklister, optaget myndigheder og organisationer.

Fokus har især været rettet mod lastbiler, der svinger til højre. Men denne gang var det altså en lastbil, der skulle dreje til venstre.

I forbindelse med ulykke var krydset spærret i godt fire timer, mens en bilinspektør undersøgte stedet.

- Vi tænker umiddelbart, at ulykken sker på grund af lavthængende morgensol, så chaufføren har overset cyklisten, der kommer kørende imod ham, siger Claus Ejlersen, der var indsatsleder for Midt- og Vestjyllands Politi ved ulykken.

Den dræbtes pårørende er underrettet af politiet.

Ulykken skete i T-krydset ved Fabriksvej og Industrivej i Lemvig.
Ulykken skete i T-krydset ved Fabriksvej og Industrivej i Lemvig.
Foto: Google Maps