50-årig mand fra Bonnet tiltalt for vold og legemsangreb

Anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om, at manden – hvis han dømmes -skal behandles på psykiatrisk afdeling.

Politiærme og håndjern
Foto: Flemming Christensen

En 50-årig mand fra Bonnet er blevet tiltalt for blandt andet vold og legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

I alt findes der fire forhold af vold og legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter, hvor disse er sket i perioden fra juni 2018 til december 2019.

Foruden disse tiltaler er manden ligeledes tiltalt for yderligere fem lovovertrædelser.

Disse indebærer hærværk og brud på et forbud, manden har haft imod at kontakte en 40-årig kvinde.

På Twitter skriver Midt- og Vestjyllands Politi, at Anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om dom til behandling på psykiatrisk afdeling.

Utryghed i Bonnet

På TV MIDTVEST har vi tidligere fortalt om en 50-årig mand, der har skabt utryghed i Bonnet.

Her har han flere gange blevet kastet med jernstænger og ligeledes slået beboere i byen med jernstænger. En kvinde er også blevet væltet af sin cykel og tildelt flere slag.

- Det giver en væsentlig utryghed. Mange af dem, der bor her, er ældre mennesker. De bliver simpelthen indenfor og tør ikke bevæge sig på gaden efterhånden, har Allan Berg fra Bonnet tidligere udtalt.

Det fik byens borgere til at oprette et vagtværn, fordi de ikke længere ville finde sig i den 50-årige mands opførsel.

I vagtværnet mødes borgerne hver aften klokken 19.00 på nabogrunden til mandens bolig, hvor de opholder sig i en halv til en hel time.

Mandens nabo, Maria Kiesby Damborg, er en af dem, der har fået kastet jernstænger efter sig.

- Det er vigtigt, at det her ikke forsætter. Det er meget utrygt at være herude med al den vold og terrorisering, som vi egentligt føler, at det er, sagde hun den 18. september til TV MIDTVEST.

Efter episoden blev manden varetægtsfængslet i fire uger, men han kærede kendelsen til landsretten, og halvandet døgn efter var han tilbage i Bonnet.

2:39
Stor utryghed har fået indbyggerne i landsbyen Bonnet i Lemvig Kommune til at danne deres eget vagtværn.