4753 koncerter med Danmarks ældste boyband - Tørfisk fylder 40

Bandet Tørfisk har jubilæum, og de kan se tilbage på fyrre gode år på farten.

4:09
Vi ser tilbage på 40 år med et af Danmarks absolut ældste boybands, Tørfisk fra Thyborøn:

De har ret mange koncerter i bagagen, men hvem tæller egentlig, efter fire årtier?

Alle fire bandmedlemmer i gruppen Tørfisk stammer fra Thyborøn. De har kendt hinanden siden barnsben, og de dannede gruppen i byen på vestkysten tilbage i 1981.

- Vi er alle sammen brødre - bare ikke med hinanden, siger Bent Bro.

- Nej, Henning og Bent er jo brødre, og Egon og den anden Bent er brødre. Jeg har sådan et særligt talent, så jeg behøver ikke at være to, griner Anker Hviid.

Humor fylder meget hos bandmedlemmerne. Her ses det oprindelige band. I dag er Henning Toft Bro (helt til højre) ikke længere med i bandet. Han er biskop i Aalborg Stift.
Humor fylder meget hos bandmedlemmerne. Her ses det oprindelige band. I dag er Henning Toft Bro (helt til højre) ikke længere med i bandet. Han er biskop i Aalborg Stift.

Til at begynde med var de fem, men femte mand, Henning Toft Bro, storebror til Bent Bro, steg af ræset i 1995, og er siden blevet biskop i Aalborg Stift. Han skriver dog stadigvæk en del af de tekster, som Tørfisk optræder med.

Har altid forsøgt at være anderledes

Tørfisk har udgivet 19 CD'er gennem årene. De skriver selv sangene, og den sang, som de er mest kendt for, er VLTJ, der handler om Vemb-Lemvig-Thyborøn-Jernbanen.

- Så begyndte håndboldpigerne at bruge den til deres kampe, og herrerne begyndte også at bruge den som slagsang til deres kampe. Så vi tog jo rundt og spillede den sang til en masse håndboldkampe, siger Bent Bro.

Bandet har altid været klar på at lave noget, der var lidt anderledes. I 2004 satte Tørfisk sig for at komme i Guinness Rekordbog med hele 14 koncerter på bare seks timer – og det lykkedes.

Et sjældent syn i centrum af Rom. I 2009 optrådte Tørfisk blandt turisterne i den Italienske by - bare fordi de havde lyst.
Et sjældent syn i centrum af Rom. I 2009 optrådte Tørfisk blandt turisterne i den Italienske by - bare fordi de havde lyst.

I 2009 tog Tørfisk til Rom for at promovere en ny CD. Bare fordi de kunne.

- Der stod vi og spillede, mens vi kunne kigge over på Peters Pladsen. Det var lidt fantastisk, siger Bent Bro.

Med 40 år på farten skulle man tro, at de snart har fået nok. Men for fans er der godt nyt - der er både en bog og flere nye sange på vej. Og bandmedlemmerne har ingen planer om at stoppe foreløbigt.

- For mit vedkommende så vil jeg gerne, at vi kan nå at få mindst 50-års jubilæum, siger Bent Bro.

Find det fulde program om Tørfisks 40-års jubilæum her