2013 var rekordår for Thyborøn Havn

I 2013 kom rekordmeget gods igennem Thyborøn.

23012014_thyboroen_havn.jpg

2013 var et godt år for havnen i Thyborøn. Selvom årsregnskabet for 2013 ikke er færdigt endnu, så kan havnen allerede nu se, at de slår alle rekorder og har haft den største omsætning i havnens historie.

Sidste år kom 50.000 tons islandsk fiskeaffald til minkfoder igennem havnen. Det er en fordobling på bare et år.

- Vi ligger godt i forhold til minkavlerne, har god tradition for at tage imod den type varer og så har vi et nyt frostlager lige ved kajen, så vi nemt kan tage imod den slags gods, siger havnedirektør Jørgen Buhl.

Thyborøn tog også imod rekord meget fiskemel. Her steg mængden med 70 procent i forhold til 2012.

Også fremgang i hele fisk

Fiskerne landede også langt flere friske fisk sidste år sammenlignet med 2012. Havnen tog imod 11 procent flere spisefisk, mens industrifiskene havde en enorm fremgang. I alt 60 procent flere industrifisk blev landet i 2013 i forhold til 2012.

- Vi har ved allerede nu, at vi har haft en rekordomsætning, men det er for tidligt at sige, hvor stort resultatet bliver, siger Jørgen Buhl.

Sidste onsdag i marts bliver havnens regnskab forelagt Lemvig kommune, der ejer havnen.