17-årig knallertkører fra Thyborøn nu uden for akut livsfare

Den unge knallertkører, der torsdag aften kørte ind i en bil i Thyborøn, er nu uden for akut livsfare, fortæller Midt- og Vestjyllands Politi.

Akutlægehelikopter
Foto: Scanpix / Henning Bagger

En 17-årig knallertkører overså torsdag aften en parkeret bil på Morsøvej i Thyborøn.

Midt- og Vestjyllands Politi kunne efterfølgende fortælle, at han havde fået alvorlige hovedtraumer, og at den unge knallertkører var i livsfare.

Nu lyder meldingen på, at han ikke længere er i akut livsfare.

- Han er stadig alvorligt tilskadekommen, men han er stabil. Han er ikke længere i akut livsfare. Han har fået skader i ansigtet, og så har han lårbensbrud, siger Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Den unge knallertkører, der kommer fra Thyborøn, blev efter torsdagens uheld fløjet til sygehuset i Skejby med helikopter.