Lars Krarups afløser: Byrådsgruppen peger på Dorte West

Venstres byrådsgruppe mener, at formanden for Hernings børne- og familieudvalg kan løfte arven efter Lars Krarup.

50-årige Dorte West fra Sdr. Felding skal afløse Lars Krarup som Venstres borgmesterkandidat i Herning Kommune.

Sådan lyder indstillingen fra de 19 medlemmer af Venstres byrådsgruppe efter et møde på Hotel Eyde torsdag eftermiddag. 

quoteLars er Lars, og Dorte er Dorte. Jeg skal ikke forsøge at udfylde Lars´ sko. 

Dorte West (V)

- Gruppen er nået frem til, at det skal være mig, og det er jeg utroligt taknemmelig, ydmyg og stolt over, fortæller hun.

Partiets borgmesterkandidat bliver officielt valgt på et opstillingsmøde i september. Der kan altså stadig nå at komme andre kandidater i spil, men med opbakningen fra en enig byrådsgruppe i Herning står Dorte West med gode chancer. 

Byrådsgruppens anbefaling af Dorte West kommer ikke som den store overraskelse. Kilder i partiets bagland havde på forhånd peget på to mulige kandidater. Ud over Dorte West var det partiets 1. viceborgmester Anne Mette Bang Rasmussen, men sidstnævnte meddelte på vej ind til mødet på Hotel Eyde, at hun ikke gik efter posten.

Lars Krarup har været borgmester i Herning siden 2002. Han meddelte søndag, at han ønsker at prøve noget nyt og derfor ikke genopstiller ved kommunalvalget næste år.

Krarup fik 11.794 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017 og har en stor del af æren for, at Venstre i flere år har haft absolut flertal i byrådet. Dorte West, der formand for kommunens børne- og familieudvalg,  siger, at hun er klar over, at det er en tung arv, hun skal løfte.  

- Lars er Lars, og Dorte er Dorte. Jeg skal ikke forsøge at udfylde Lars´ sko. Jeg skal udfylde mine egne, og det er vigtigt, at man også tror på, at man kan tage stafetten videre i samarbejde med gruppen og baglandet, siger hun.

Dorte West har flere gange markeret sig som en politiker, der gerne står på mål for sine holdninger. Som formand for børne- og familieudvalget har hun internt i partiet fået stor anerkendelse, når hun har skullet stå på for flere omstridte beslutninger som skolelukninger og andre besparelser.

Formanden for Venstre i Herning Kommune, Søren Meldgaard, siger, at han er glad for, at der nu er kommet en kandidat på banen, men han understreger også, at der kun er tale om en anbefaling fra byrådsgruppen. 

Der kan stadig nå at komme andre kandidater på banen, og den endelige beslutning bliver først truffet på et møde den 29. september.

- Jeg kender Dorte, og hun er også en god kandidat, men lige nu forholder jeg mig ikke til kandidaterne. Jeg tager imod dem, der har lyst til at stille op, og alle er velkomne, siger Søren Meldgaard.

Kort om Dorte West

 

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Politik.