Krydsfelt

Venstres gruppeformand om nye dagpengeregler: - Det er helt kuk

Venstres nye gruppeformand, folketingsmedlem Thomas Danielsen, forstår ikke, hvordan regeringen kan finde på at øge dagpengebeløbet i en tid, hvor Danmark skriger på arbejdskraft.

30:06
Der er massiv mangel på arbejdskraft. Både i den private og i den offentlige sektor. Hvilke politiske håndtag er der at skrue på? Annette Lind (S), Thomas Danielsen (V) og Dennis Flydtkjær (DF) kommer med deres bud i en ny omgang Krydsfelt.

Med den reformplan, regeringen lagde frem fredag i sidste uge, lægger den op til at ville øge dagpengebeløbet i de første tre måneder af en ledighedsperiode. Noget, partierne i blå blok, heriblandt Venstre, undrer sig over.

- Med det her, så vil mange opleve, at skulle gå til kassen med en liter mælk i supermarkedet, hvor kassemedarbejderen får en lavere løn, end den der køber mælken, som er på dagpenge. Det er helt kuk. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan få sig selv til det. Jeg kan ikke se logikken, siger Thomas Danielsen, som er Venstres nye gruppeformand og valgt til Folketinget i Struer og Lemvig.

Thomas Danielsen medvirker i en ny udgave af det politiske magasin Krydsfelt på TV MIDTVEST, hvor manglen på arbejdskraft er til debat. Med i udsendelsen er også Dennis Flydtkjær (DF) og Annette Lind (S).

Annette Lind: - Kun i tre måneder

Regeringen vil, at nye ledige skal kunne få op til 23.000 kroner i dagpenge om måneden de første tre måneder, efter man er blevet ledig. Den højeste sats i dag er 19.351 kroner.

Brian Mikkelsen, der er direktør i brancheorganisationen Dansk Erhverv kaldte i en artikel i Berlingske søndag de nye dagpengeregler for "en hån mod dem, der arbejder". Mikkelsen siger til avisen, at "det virker helt forkert, når vi er i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft".

Ikke desto mindre holder Socialdemokratiet fast i, at nye dagpengeregler er en god idé. Og at de giver mening også i en tid, hvor arbejdsudbuddet er lavt.

- Det her, det er udtryk for et håb om at få folk hurtigt afsted igen. Man vil kunne klare sig i den første tid. Og så er der en motivation til hurtigt at kunne få et arbejde igen, siger Annette Lind

- Og så er det jo kun de første tre måneder, man er ledig, understreger det socialdemokratiske folketingsmedlem fra Holstebro.

Flydtkjær: - Synes ikke, det er fantastisk

Reformaftalen, som blev lagt frem fredag aften, hedder "Danmark kan mere 1" og er en aftale mellem regeringen, SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

I dag siger Dansk Folkeparti, at passagen om at dagpengebeløbet skal hæves i de første tre måneder, ikke er den, partiet er gladest for.

- Jeg må erkende, at det er en af de ting, som jeg ikke synes er fantastisk, siger Dennis Flydtkjær.

Dansk Folkepartis folketingsmedlem i Ringkøbing-kredsen forklarer, at når man i Folketinget laver politiske aftaler, så følger der både gode og dårlige ting med. Elementet om dagpengene hører til de sidste.

- Jeg synes ikke, det her giver et incitament til at arbejde. Hvis man skulle gøre det anderledes, skulle man have pakket det ind i et markant højere beskæftigelsesfradrag, mener Dennis Flydtkjær.

Ifølge dagbladet Børsen risikerer regeringen ikke at kunne gennemføre reformaftalens element om dagpengene, fordi det er bundet op af et forlig om netop dagpenge fra 2015. Med i forliget fra dengang var Venstre, som nu, sammen med Folketingets andre blå partier, vil blive indkaldt til forhandlinger.