Krydsfelt

Pape om at blive skilt midt i en valgkamp: Nogle beslutninger skal du ikke have rådgivning om

Søren Pape Poulsen kan se tilbage på et turbulent efterår både arbejdsmæssigt og privat. Nu sætter han ord på bruddet med sin mand - og fortæller, at hans politiske rådgivere ikke blandede sig, da han blev skilt.

0:27
Søren Pape Poulsen giver sit første længere interview efter folketingsvalget i november. Det sker i programmet Krydsfelt på TV MIDTVEST.
Foto: Ritzau Scanpix

- Det var ikke det sjoveste i hele verden, det der skete i de dage. Jeg tror, alle kan forstå, at jeg gerne havde været det foruden.

Ordene er Søren Pape Poulsens. De bliver sagt i en ny udgave af Krydsfelt, TV MIDTVEST’s politiske magasin, hvor politikeren fra Viborg medvirker.

Den konservative partiformand fortæller i udsendelsen åbent om et turbulent efterår med en valgkamp, der kørte af sporet, og hvor han blev skilt.

Ekstra-Bladet skrev en stribe artikler om Søren Pape Poulsen og hans daværende mand Josue Medina Vazquez. Den 11. september var de til gallataffel  på Christiansborg i anledning af Dronning Margrethes regentjubilæum. To dage senere gik parrets forhold i stykker.

- Jeg har læst meget og hørt mange påstande. Alle mulige kommentarer på Facebook og Twitter og andre steder. Dem skal man lade være med at læse. Det var, som det var. Og det var ikke sjovt, fortæller Søren Pape Poulsen.

Nogle beslutninger tager man selv

Den konservative leder forklarer, at det især ikke var sjovt, fordi bruddet med Josue Medina Vazquez skete midt i en valgkamp. Han oplevede, at det var voldsomt. At det hele blev mikset sammen.

Men han slår fast, at beslutningen om at blive skilt var hans alene. En partileder er omgivet af rådgivere, men disse holder mund og blander sig ikke, når formanden bryder med sin mand.

Så det var din beslutning hundrede procent? Dine folk var ikke inde over den?

- Den blev de overhovedet ikke orienteret om, før beslutningen var truffet, og jeg lagde et Facebook-opslag op.

- Der er ting her i verden, som man ikke skal lave til politik. Ting kan være så private, at det er der ikke andre, der skal blande sig i, siger Søren Pape Poulsen.

- Der er nogle beslutninger, du som menneske skal tage selv. Som du ikke skal have rådgivning om. Som du skal gøre privat. Og derfor havde jeg ingen rådgivere inde over der. Rådgivere skal meget, men ægteskab og privatliv skal de ikke ind over, mener han.

Udover skilsmissen og en meget udfordrende valgkamp sætter Søren Pape Poulsen i Krydsfelt-udsendelsen også ord på den nye Christiansborg-virkelighed med en flertalsregering og et konservativt parti, der skal finde sine ben at stå på som oppositionsparti i en ind imellem samspilsramt blå blok.