Krydsfelt

100 dage med SVM: Socialdemokrat ser ingen tegn på kærlighed

Annette Lind er socialdemokratisk folketingsmedlem og valgt i Vestjylland. 100 dage efter SVM-regeringen blev dannet fortæller hun, at hun ikke oplever amoriner i luften mellem de tre partier.

Socialdemokraten Annette Lind mødtes i Krydsfelt med blandt andre Venstres Torsten Schack Pedersen.
Socialdemokraten Annette Lind mødtes i Krydsfelt med blandt andre Venstres Torsten Schack Pedersen.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

- Et arbejdsfællesskab er ikke et kærlighedsforhold, siger socialdemokraten Annette Lind.

I ugen, hvor SVM-regeringen kan markere, at den har siddet ved magten i 100 dage, konstaterer folketingspolitikeren fra Holstebro nøgternt, at der stadig er store forskelle mellem Socialdemokratiet og Venstre og Moderaterne.

- Vi har hver vores meninger. Det er der ingen tvivl om. Vi prøver, at finde ud af, hvor der er sammenhænge, forklarer Annette Lind.

- Jeg synes, det går fint, siger hun.

Annette Lind medvirker i en ny udgave af det politiske magasin Krydsfelt, som sætter fokus på SVM-regeringens første 100 dage. Med i udsendelsen er også Søren Pape Poulsen (Konservative), Dennis Flydtkjær (Danmarksdemokraterne) og Torsten Schack Pedersen (Venstre).

- Jeg er blevet overrasket. Jeg troede ikke, Mette Frederiksen mente at hun ville danne en regering hen over midten, siger Torsten Schack.

- Vi har nogle fælles ambitioner og fælles mål for Danmark. Men det er klart, at vi har et ganske forskelligt udgangspunkt, understreger Venstre-politikeren.

Hvad vil SVM?

SVM-regeringen er en særlig størrelse i dansk politik. Det er specielt, at den har et flertal bag sig. Og så er det ikke hverdagskost, at Socialdemokratiet og Venstre er i regering sammen. Sidst det skete var fra 1978 til 1979. Dengang hed statsministeren Anker Jørgensen.

Torsten Schack Pedersen og Annette Lind fortæller, at de har skullet vænne sig til at være på hold sammen.

- Det er anderledes, siger Annette Lind.

- Det er mærkeligt at skulle sige ’vores ministre’ og ikke ’de røde og de blå’, forklarer hun.

Men virkeligheden er også blevet en anden for partierne i opposition. Konservative oplever, at selvom SVM-regeringen nu har 100 dage på bagen, og den nye hverdag har indfundet sig på Christiansborg, så har den det alligevel ikke helt.

- Det er ligeså stor en tilvænning for os andre, som det er internt i regeringen, siger Søren Pape Poulsen og sætter spørgsmålstegn ved, hvad SVM-regeringen bliver for et projekt.

- Jeg køber ikke argumentet om, at vi skulle have en regering over midten, for så var alle problemer løst i Danmark, siger han.

Pape forklarer, at Konservative kunne være gået med i regering, at muligheden var der, men, at han på ingen måde fortryder, at han sagde nej.

Anderledes var det med Danmarksdemokraterne, som aldrig var inde i varmen på Marienborg. Derfor skal Folketingets nye parti nu finde sine ben at stå på - også hvad angår samarbejdet, eller mangel på samme, med SVM-regeringen.

- Vi synes, at regeringen i de første 100 dage er kommet skidt fra start, siger Dennis Flydtkjær.

- Vi oplever, at det har været en meget lukket regering sådan at forstå, at den er kommet med færdige pakker, som vi har kunnet vælge at være med i eller at lade være, forklarer danmarksdemokraten fra Herning.