Putin får Bone's til at droppe balloner

Restaurantkæden med base i Herning kan ikke få garanti for oprindelsen af den helium, der holder ballonerne i luften.

Bone's har vinket farvel til de røde balloner med helium (arkivfoto).
Bone's har vinket farvel til de røde balloner med helium (arkivfoto).
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Søndag er sidste chance for at fejre fødselsdagen på Bone's med balloner under loftet. 

På grund af Rusland invasion af Ukraine har den herningensiske restaurantkæde valgt at vinke farvel til de røde balloner, der er fyldt med helium. 

Det skriver Bone's i et opslag på Facebook.

- Hos Bone’s puster vi vores røde balloner op med helium. Men helium er en af jordens knappe ressourcer og samtidig bliver en stor del af verdens helium produceret i Rusland.

- Derfor har vi besluttet at stoppe uddelingen af vores røde heliumballoner i fremtiden. Selvom det er et lille bidrag, tror vi på, at alle initiativer sender et samlet og vigtigt budskab, skriver kæden i opslaget.

Kan ikke få garanti

Til Herning Folkeblad forklarer Bone’s-medejer og direktør Jan Vinther Laursen, at kun tre-fire lande står at udvinde at helium på verdensplan.

- Et af dem er Rusland, og vi kan ikke få garantier for, at vores heliumleverancer ikke kommer fra Rusland, og derfor har vi besluttet at stoppe uddelingen af vores røde heliumballoner fra på mandag, siger han til avisen. 

I første omgang er det ikke lykkedes for Bone's at finde en erstatning for de røde helium-balloner. 

- Vi håber på, at kunne finde på andre sjove og glædeskabende muligheder i fremtiden, skriver kæden på Facebook.

På Facebook har flere kunder undret sig over, hvorfor kæden først stopper brugen af helium fra mandag. 

Det skyldes ifølge Bone's, at man ønsker at få tømt sit helium-lager.