Ny kritik af Strandhotellet Vedersø: Ukrainere sat i arbejde uden opholdstilladelse

Flere af de ukrainere som 3F i torsdags hentede ud fra Strandhotellet Vedersø på grund af mistanke om social dumping, blev tilsyneladende sat til at arbejdede uden at have opholdstilladelse. Det viser videoer, som ukrainerne selv har optaget.

2:55
Ukrainere blev tilsyneladende sat til at arbejdede uden at have opholdstilladelse.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Ukrainske Julia og kæresten Vlad bor lige nu på hotel. Parret blev i torsdags sammen med ni andre ukrainere hentet af 3F fra Strandhotellet Vedersø, hvor de boede og arbejdede.

- Nogle dage startede vi med at arbejde klokken otte, hvor vi gjorde sommerhuse rene. Derefter kom vi tilbage og gjorde rent på hotellet. Og så skulle vi arbejde som tjenere og bartendere. Vi arbejdede 20 timer om dagen, forklarer parret.

Ukrainerne fortæller, at flere af dem har arbejdet i flere måneder på hotellet uden løn eller kun med meget lidt løn samtidig med, at de selv fik regninger for mad og ophold. Ifølge dem var arbejdsmiljøet dårligt, og de blev lejet ud til rengøring andre steder – også uden løn, fortæller de.

Nu er det også gået op for ukrainerne, at de i frem til den 22. april, hvor særloven trådte i kraft, har arbejdet ude opholdstilladelse og dermed ulovligt.

Strandhotellet afviser kritik

Også kokken Alexander og hans kone har arbejdet uden tilladelse. Deres arbejdslister viser, at de har arbejdet på hotellet siden den 10. marts.

- Han sagde til os, at vi bare skulle arbejde. Vi kendte ikke til reglerne, fortæller Alexander.

Fagforeningen 3F planlægger nu at sagsøge hotellet på ukrainernes vegne.

- De har ikke gjort noget forkert. De er kommet herop og kender ikke vores kultur og vores regler. Det eneste tilhørsforhold, de har haft, er arbejdsgiveren på hotellet

Den daglige leder af Strandhotellet Vedersø vil ikke stille op til interview, men siger til TV MIDTVEST, at der efter hans opfattelse ikke er foregået noget ulovligt, og at han ikke genkender ukrainernes historie.

Ukrainerne ønsker at stå frem uden efternavne, da de er bekymrede for, om det kan få betydning for deres sag, at de står frem med deres historier.