Landmand frygter mangel på korn: Skrot krav om braklægning

Jes Berg Andersen vil miste 125 tons korn, hvis han tvinges til at braklægge fire procent af sin jord. Han mener, at krigen i Ukraine bør få EU til at droppe kravet.

3:00
Jes Berg Andersen er griseproducent i Skibbild-Nøvling. Han dyrker 435 hektar jord - svarende til 650 fodboldbaner.
Foto: Eno Krogh, TV MIDTVEST

Verden står over for en truende fødevaremangel på grund af krigen i Ukraine. 

Derfor bør man skrotte et EU-krav om, at landmændene til næste år skal tage fire procent af deres arealer ud af produktion. 

Sådan lyder det nu fra flere politikere og landmænd - blandt andre Jes Berg Andersen fra Skibbild-Nøvling.

 - Vi står i en ekstraordinær situation, hvor vi er nødt til at dyrke fødevarer på alle de arealer, vi har til rådighed, siger han.

Jes Berg Andersen er griseproducent og dyrker 435 hektar med korn, raps og frøgræs. Arealet svarer til 650 fodboldbaner.

Kravet om at braklægge fire procent vil betyde, at han vil miste omkring 125 tons korn, som han så er nødt til at købe andre steder for at få foder nok til sine grise.

- Kornprisen er steget omkring 100 procent det sidste halve år, og dermed bliver det ekstremt dyrt at skulle give omkring 300 kroner pr. tønde for det korn, som vi står og mangler, siger Jes Berg Andersen.

Ukraine bliver ofte kaldt Europas kornkammer på grund af en meget stor produktion, og Venstres medlem af Europa-Parlamentet, Asger Christensen, betegner situationen som uoverskuelig.

- Vi kigger ind i den værste forsynings- og fødevarekrise siden anden verdenskrig. Derfor er vi nødt til at tage alle de værktøjer, der ligger i værktøjskassen, i brug. Vi kan ikke tillade os den luksus ikke at udnytte vores ressourcer, siger han.

Udover at skrotte kravet om fire procents braklægning mener Asger Christensen, at man bør tage klimaloven op til revision for at sikre fødevarer nok. 

- Det er i hele Europa, vi er nødt til at finde alle ressourcer frem. Millioner af mennesker kommer til at sulte, specielt i Nordafrika, og hvis vi ikke passer på, så får vi en ekstremt stor folkevandring, forudser han. 

Ornitologer: Kig på grisene

Egon Østergaard er formand for Dansk Ornitologisk forening, og han advarer mod at inddrage brakmarkerne til kornavl.
Egon Østergaard er formand for Dansk Ornitologisk forening, og han advarer mod at inddrage brakmarkerne til kornavl.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Kravet om braklægning skyldes, at EU vil give mere plads til naturen, og det er brug for, mener formanden for Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard. Han advarer mod at skrotte kravet.

- Konsekvensen vil være, at man fastholder, at naturen har det rigtigt skidt ude i det åbne landbrugsland. Der er i høj grad brug for, at vi får noget natur tilbage, for der er ikke fugls føde i landbrugslandet.

Ornitologernes formand mener, at der er en anden og mere oplagt måde til at sikre mad nok.

- Her i Danmark har vi en stor landbrugsproduktion, og tre fjerdedele af det korn, vi producerer, putter vi i vores grise. Så hvis man vil undgå fødevaremangel - hvis det skulle komme dertil - skal man måske kigge lidt på, hvad det er, vi dyrker på markerne og ikke hælde så meget i svinene, siger Egon Østergaard.

EUs fødevareministre mødes på mandag i Bruxelles for at diskutere braklægning.