Kort nyt
Betjente gjorde narkofund i BH
En 24-årig kvinde fra Randers blev onsdag eftermiddag stoppet ved Lupinmarken i Viborg, da betjente troede, hun kørte påvirket for narko.
Det gjorde hun ikke, men de kunne i samme ombæring bemærke en anden detalje.
Betjentene kunne se, at hun havde gemt noget i sin BH, og de havde ret.
Her gemte sig 96,8 gram hash.
- Hun bliver sigtet for narkohandel. Den hash, hun havde, var i salgsklar emballage, og man fandt også en digitalvægt i bilen, fortæller Henrik Hansen fra lokalpolitiet i Viborg.
Kvinden er i forvejen kendt af politiet for lignende kriminalitet.
Søren Gade modtager fornem hæder
På tur til Ukraine med Folketingets Præsidium modtog Søren Gade (V) torsdag en orden af ingen ringere end Volodymyr Zelenskyj. Men der en særlig detaljer, der gør sig gældende.
Pludselig stod bilen i brand: - Heldigvis var det ikke en elbil
Der gik ikke lang tid fra en mand standsede sin Renault til den stod omhyllet i flammer på Frisholtvej syd for Bjerringbro.
- Den mister trækkraft, og så går motoren død. Så han holder ind til siden og ser ind i motorrummet, hvor han kan se flammer. Og så går der kun kort tid, så brænder den kraftigt.
Det fortæller indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning, René Nikolajsen.
Han mødte chaufføren af bilen, da brandfolkene kom til stedet omkring klokken 15.30. På det tidspunkt var bilen overtændt, og chaufføren stod ved siden af og ventede.
Men slukningsarbejdet forløb uden problemer, oplyser indsatslederen.
- Det var heldigvis en "almindelig" bilbrand, set fra vores synsvinkel, det var ikke el-bil. En "almindelig" bil er lidt nemmere at slukke, fortæller han.
Landmand satte ild til halmballe og tog afsted: - Mange kender ikke reglerne
Brandvæsnet fik travlt fredag eftermiddag omkring 15.45, da forbipasserende havde anmeldt en brand på en mark.
En landmand havde sat ild til noget overskydende halm på marken, og branden var let at slukke. Så let at anmelder klarede det ved at træde den ud, fortæller indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest, Peter Kristensen.
Men man må ikke sætte ild til halm på sin mark, slår indsatslederen fast.
- I dag må man slet ikke brænde noget som helst af uden at få en tilladelse. Det kommer som en kæmpe overraskelse for mange. Som regel er det ikke farligt, men er man der ikke, så kan folk jo tro, at der er brand, forklarer han.
Quiz med os om Matador
Er du ekspert på Matador og Damernes Magasin? Så kan du sikkert klare spørgsmålene i den quiz, du kan finde ved at følge linket herunder.
Katten Henriette har et særligt kendetegn - det skræmmer dog ikke ejerne
Man kunne måske frygte, at en haleløs kat kunne være svær at komme af med. Men sådan er historien ikke med katten Henriette Haleløs, der nu har fået nye ejere.
Sønnen reagerer på erhvervsikons død
Den tidligere mangeårige Grundfos-direktør Niels Due Jensen er død, og nu har sønnen, Poul Due Jensen, beskrevet sine tanker om sin elskede far. En far, der efterlader et stort indtryk.
Grundfos-direktør gjorde sig bemærket på flere måder
Der er særligt to ting, Niels Lunde, chefredaktør på Børsen, husker nu afdøde Niels Due Jensen for. Den mangeårige Grundfos-direktør gjorde sig bemærket på flere måder.
Røde lys skulle være slukket: Derfor er de stadig tændt
Der er stadig rødt lys i de 41 vindmøller i havvindmølleparkerne Vesterhav Syd og Nord ud for Hvide Sande og Harboøre.
Og det selvom Vattenfall, der ejer møllerne, har meldt ud, at advarselslamperne kun skulle tænde, hvis der var fly i nærheden, da lysene har generet flere borgere i Hvide Sande.
- Lamperne har været mere tændt, end vi havde lovet, siger Rasmus Helveg Petersen, der er kommunikationschef i Vattenfall Danmark.
Det skyldes, at der har været opstartsvanskeligheder i forhold til at styre lyset. Et arbejde der startede først i august.
- Det har været et nyt system, som skal køres ind.
Kommunikationschefen fortæller, at problemet gerne skulle være udbedret og lyset slukket igen.
- Det burde være i drift, og vi er overbeviste om, at det i hvert fald kommer i drift, så hvis der stadig er fejl, er de små, siger han.
- Vi skal i hvert fald nok få det op at køre, for vi vil gerne have det lys slukket.
Hvis du vil følge FC Midtjylland i Europa skal du have tegnefilmstjeneste
FC Midtjylland skal i denne sæson spille europæisk fodbold, når de den 25. september tager hul på Europa League-sæsonen med en kamp mod tyske Hoffenheim.
Men hvis du ønsker at følge dem, så skal du have Disney+-streamingtjenesten.
De har nemlig opkøbt rettighederne til både Europa League og Conference League for de kommende sæsoner, hvor man kan streame alle 189 Europa League-kampe og 153 Conference League-kampe.
Jeppe Søe: Regeringen kan ikke regne med mit mandat
Løsgængeren Jeppe Søe, der for nylig forlod Moderaterne, siger fredag, at regeringen ikke kan regne med hans stemme for at beholde sit politiske flertal i indenrigspolitiske spørgsmål.
- Der er ikke nogen, der kommer til at regne med min stemme på alt, siger han i DR's politiske podcast Slotsholmen.
Jeppe Søe stiller sig ikke på bagbenene over for regeringen, men understreger, at hans mandat kræver en modydelse.
- Nej, de kan forhandle med mig, og de kan tale med mig, og de kan prøve at overbevise mig, og de kan komme med nogle gode argumenter, og så kan jeg komme med mine, siger han i Slotsholmen.
Jeppe Søe har forladt Moderaterne i kølvandet på anklagerne om blandt andet sexistisk adfærd og mobning i partiets sekretariat på Christiansborg. Her har han talt med mange medarbejdere i sekretariatet, som mener, at ledelsen ikke har behandlet dem ordentligt. Medarbejderne har derfor sendt en indberetning til Arbejdstilsynet.
Jeppe Søe har erklæret sig rystet over de ting, som medarbejderne har fortalt ham.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST
Togtrafik ramt af aflysninger igen igen
Ikke en, ikke to, men nu hele tre gange beretter GoCollective om aflysninger af togtrafik til og fra Struer St. fredag.
Denne gang drejer det sig om strækningen mellem Struer og Thisted. Toget klokken 14.06 fra Struer er aflyst ligesom man også skal spejde langt efter toget fra Thisted klokken 15.29.
Som de to foregående gange i dag skyldes det materielforhold, skriver GoCollective.
Sådan ser trolden i Møborg ud
I Møborg har over 40 frivillige gennem længere tid arbejdet på at få en kæmpetrold til at stå klar.
Torsdagen blev der holdt fest for de frivillige, og i dag (fredag, red.) er selve trolden så blevet indviet og offentliggjort for alle, og nu er den klar til at blive fundet af børn og andre barnlige sjæle.
Herunder kan du læse om en af de frivilliges oplevelser med at bygge trolden fra bunden til et færdigt projekt.
Video afslører detaljer om efterlyst mand
Midt- og Vestjyllands Politi har nu offentliggjort en video af den formodede gerningsmand bag flere sager om "bankbud-svindel". De efterlyser hjælp til at finde manden.
Fætre til VM i sportsgren de færreste kender
Har du hørt om cornhole? Hvis ikke, så er du langt fra den eneste.
Sportsgrenen er ikke særlig stor i Danmark. Faktisk er den så lille, at Danmark ikke har kunne sende et fuldt hold med til VM.
Alvorligt syg præst er ikke overrasket over Pia Kjærsgaard
At Pia Kjærsgaard har valgt ikke at genopstille til folketingsvalg overrasker ikke tidligere partikollega Christian Langballe. Den alvorligt syge præst har flere gode ord til overs for det mangeårige folketingsmedlem.
Olsen Banden på spil? Sådan stak de af med pengeskab
I bedste Olsen Banden-stil var det natten til torsdag et pengeskab, der var udbyttet ved et indbrud i et aktivitetscenter i Ringkøbing. Tyvene brugte dog ikke talkum, plastikhandsker og stetoskop.
I stedet tog de pengeskabet med sig.
Indbrudstyvenes vej til pengeskabet gik via taget, hvorefter de hoppede ned i en fællesgård. Herfra sparkede de flere døre op, og til aktivitetscentrets ærgrelse, var der ingen alarm.
- Vi har sikret noget DNA. I et skovområde i Finderup ved Viborg finder man det tomme pengeskab. Vi formoder, der er flere gerningsmænd, da man ikke bare lige flytter sådan et pengeskab selv, fortæller Martin Bjerg fra lokalpolitiet i Ringkøbing.
Politiet formoder ligeledes, at gerningsmændene kommer fra nord, taget pengeskabets efterfølgende lokation i betragtning.
I pengeskabet var der PC’er og en privat pengeboks, som tyvene fik med sig. Det fremgår ikke om pengeskabet var af mærket Franz Jäger.
Jonas Vingegaard er blevet far igen
Den dobbelte Tour de France-vinder Jonas Vingegaard og Trine Marie Vingegaard Hansen er blevet forældre til parrets barn nummer to.
Det bekræfter Rosa Kildahl, der nu igen er blevet mormor.
- Alle har det godt, både forældre, børn og bedsteforældre, siger Rosa Kildahl.
Dermed er datteren Frida blevet storesøster. I Glyngøre er der da også et tydeligt bevis på, at Jonas Vingegaard og Trine Marie Vingegaard Hansen har fået endnu et barn.
Storken er nemlig landet uden for en af familiens boliger i byen og har en blå sløjfe på.
- Jeg kan sige, at det er en velskabt dreng, der er nummer fem i rækken af børnebørn, siger en tydeligt glad Rosa Kildahl.
Mormoren har fået mange hilsener og lykønskninger efter, at hun nu har fået endnu et barnebarn. Og der ventede en ekstra overraskelse, da fødslen kom.
- De vidste ikke på forhånd, om det var en dreng eller pige. Men det vigtigste var, at det var et velskabt barn, siger Rosa Kildahl.
TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra forældrene.
Tidligere formand får ridderkors
Det er ikke alle forundt at modtage et ridderkors af det danske kongehus.
Claus Hjortdal fra Thisted er dog en af de få, der nu kan kalde sig indehaver af netop sådan et.
Det skriver han i et opslag på LinkedIn.
- Det er en kæmpestor ære at HM Kong Frederik X har tildelt mig ridderkorset. Det er mere end jeg kunne drømme om. Jeg er så stolt og glad for anerkendelsen af mig og mit arbejde. Men også over vigtigheden af skoleledelse som en grundlæggende og værdifuld funktion i velfærdssamfundet.
Den 64-årige thybo stopper som formand for Skolelederforeningen efter 10 år i spidsen.
Bankbude på spil flere steder i Vestjylland
I både Ringkøbing-området og i Skive har der igen været bankbude ude ved ældre borgere.
Det var dog ikke alle steder de fik held med det.
Flere aflysninger i fredagens togtraffik
Tidligere fredag var togtrafikken mellem Struer og Ulstrup ramt.
Aflysningerne har nu rykket sig et stykke, da det er strækningen fra Viborg St. og Ulstrup St. der er lagt ned.
Mellem Viborg St. og Ulstrup St. er afgangen klokken 12.18 aflyst, men det den modsatte vej fra Ulstrup St. til Viborg St. er aflyst både 11.12 og 13.12.
Alle aflysningerne skyldes materielforhold, skriver GoCollective.