Kort nyt

21. jun 2024 kl. 17:31

Ændrer varsel: Kraftigt regnvejr rammer tidligere

DMI varsler nu kraftig regn og lokale skybrud fra klokken 20.00. 

Varslet gælder for det meste af Midt- og Vestjylland frem til lørdag klokken 06.00. 

DMI opfordrer til, at man er opmærksom på lavtliggende områder som kældre og viadukter, som kan blive oversvømmet. 

Bilister bør også sænke hastigheden, hvis der ligger vand på vejen, så de undgår akvaplaning. 


6 minutter siden

Overfald kan koste hårde straffe

To nu 16-årige drenge fra henholdsvis Lem og Skjern er blevet tiltalt for vold mod en civil politiassistent under en sommerfest i No ved Ringkøbing 22. juni sidste år.

Det viser en aktindsigt i anklageskriften, TV MIDTVEST har fået.

Begge tiltales for vold eller trusler mod offentlig myndighed, med en strafferamme fra bøde til fængsel i otte år.

26 minutter siden

FCM-stjerne solgt til brasiliansk klub

FC Midtjylland har solgt midtbanespilleren Emiliano Martinez til den brasilianske klub SE Palmeiras. Det skriver FCM på klubbens hjemmeside.

Den 25-årige landsholdsspiller fra Uruguay er blevet købt fri af sin kontrakt.

Emiliano Martinez kom til FC Midtjylland i sommeren 2022. Han nåede 82 kampe og ét mål i FCM-trøjen.

- Der har hele tiden været en plan om, at Emiliano på et tidspunkt skulle videre. Skiftet til Palmeiras er en fantastisk mulighed for ham, og det bekræfter samtidig, at vi som klub lykkes med vores strategi om at udvikle spillere og sikre, at de får de rigtige muligheder på det rigtige tidspunkt, udtaler FC Midtjyllands fodbolddirektør, Peter Sand, til fcm.dk.

51 minutter siden

Eftermiddagstog aflyst

Toget fra Viborg mod Aarhus, med planmæssig afgang fredag klokken 17.35, er aflyst, oplyser trafikselskabet Go Collective.

Aflysningen skyldes signalproblemer.

Kl. 15.42

Udrykning til skorstensbrand

Nordjyllands Brandvæsen er fredag eftermiddag ved 16-tiden rykket ud til en skorstensbrand på Refshammervej i Nykøbing.

Ifølge brandvæsenet er der tale om en mindre brand. Ét køretøj er sat på opgaven.

Kl. 15.26

Oliven kaldes tilbage

Et parti grønne oliven tilbagekaldes nu fra butikkerne på grund af pesticider. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om produktet "Oro Verde Grønne Oliven med Ansjos" fra Nordlie Food A/S. Heri er der fundet et for højt indhold af pesticidet chlorpyrifos.

De grønne oliven er solgt i Kvickly, Superbrugsen, Meny, Letkøb og Min Købmand samt Sallings butikker, og derudover også i mindre specialbutikker i hele landet.

Kl. 15.26

Ulve diskuteret på Christiansborg

Ulven er igen blevet et varmt emne, efter at en ulveflok i søndags løb rundt i et villakvarter i Oksbøl.

Også på Christiansborg er emnet blevet diskuteret heftigt. Det lokalvalgte folketingsmedlem Anders Kronborg (S) var blandt andet ude og sige, at ulve skulle sendes til Fyn og Sjælland.

Fredag formiddag har der været møde hos Ministeriet for Grøn Trepart, hvor regeringsordførere inden for miljø- og fødevareområdet blandt andre deltog, og emnet var definitionen af, hvornår en ulv er en "problemulv".

Kl. 15.08

Topspiller på vej til ligaklub

Den svenske landsholdsspiller Jamina Roberts er på vej til Ikast Håndbold i den danske kvindeliga. Det erfarer TV 2.

Jamina Roberts skifter fra den norske klub Vipers Kristiansand, som gik konkurs tidligere på måneden. Hun har tidligere i karrieren spillet for blandt andet TTH Holstebro.

Hos Ikast skal 34-årige Jamina Roberts afløse en anden stor profil, tjekkiske Marketa Jerabkova, som sidder ude i resten af sæsonen på grund af graviditet.

Kl. 15.05

Købmand hyldes for sin indsats

En nu forhenværende købmand i Viborg bliver hyldet for sin indsats. Hele sit voksenliv har han arbejdet i Meny i Sct. Mathias Centret. Tidligere ansatte, kunder og kollegaer overraskede ham derfor med klapsalver. Læs hele historien lige her:

Kl. 14.49

FCM-spiller scorer rundens bedste mål

FC Midtjyllands Dario Osorio scorede rundens bedste mål i Europa League.

Det er arrangørerne af turneringen, der har kåret chilenerens følte langskud, som styrede direkte op i målhjørnet, til den bedste scoring overhovedet i alle torsdagens kampe.

Dario Osorio scorede til 1-0 i FCM's udekamp mod bulgarske Ludogorets. Opgøret sluttede 2-0 til FC Midtjylland, som dermed stadig har en chance for at gå videre i turneringen.

Målet kan ses via linket her.

Kl. 14.46

Efter fritstilling: - Det er en kæmpe lettelse, siger kvinde

En præst i Ribe Stift stopper, efter han er blevet er anklaget for at stå bag et seksuelt overgreb på en pige for år tilbage.

Det oplyser biskop i Ribe Stift Elof Westergaard TV MIDTVEST fredag eftermiddag. TV MIDTVEST har været i kontakt med den kvinde, der har anklaget præsten. Hun glæder sig over, at stiftet har reageret på hendes henvendelse.

- Jeg synes, det er for alles bedste. Det er en kæmpe lettelse, at han ikke skal arbejde i det her vikariat nu. Nu har jeg kæmpet min kamp i to uger, og endelig sker der noget, siger hun.

Læs hele historien her: 

Kl. 13.51

Efter "fuck off"-kommentar: Partiformand banker Vistisen på plads

Formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, banker nu partiets europaparlamentariker, Anders Vistisen, på plads.

Det hørte ikke hjemme i debatten, da Anders Vistisen, der bor i Vridsted ved Skive, fra talerstolen i Strasbourg bad Donald Trump om at "skride" (Fuck off, red.).

Det skriver Morten Messerschmidt på det sociale medie X.

- Lad mig derfor slå fast: I Dansk Folkeparti taler vi ordentligt. Et bandeord som "fuck off" hører ikke hjemme, skriver han.

Udtalelserne fra Anders Vistisen faldt, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, fortsatte sine tilnærmelser mod Grønland.

Kl. 13.38

Erik fandt død kvinde

En død kvinde, som ingen indtil videre kender, vækker stor undren i Istrup på Thy.

Politiet har været ude at spørge offentligheden om hjælp til at identificere kvinde, som blev fundet onsdag eftermiddag.

Det var Erik Mikkelsen, som fandt kvinden midt ude på sin mark, men oplevelsen er dog ikke noget, der påvirker ham.

- Jeg er jo 93, og jeg har oplevet noget i mit liv. Men jeg er glad ved, at det ikke var min kone, der lå der, siger han. 

Kl. 13.24

Kræver "jagttid" på ulve

Den landsdækkende jagtforening Dansk Land- og Strandjagt kræver nu "jagttid" på ulve. De har i et skriftligt opråb henvist til, at der blev filmet ulve gående blandt huse i Oksbøl by.

Kl. 12.54

Præstesag endt hos ministerium

En sag om en præst i Ribe Stift, der er anklaget for at stå bag et seksuelt overgreb på en pige for år tilbage, er nu endt hos ministeriet, efter folkekirken i adskillige uger har kendt til anklagerne.

Det bekræfter Henrik Vagner fra By-, Land- og Kirkeministeriet, der er HR-chef for folkekirken, overfor TV MIDTVEST.

Kl. 12.17

Epilepsi koster i gennemsnit 6,6 tabte arbejdsår

Hvis du lider af epilepsi kan du forvente færre år på arbejdsmarkedet end andre. Primært fordi flere med epilepsi kommer på førtidspension eller rammes af tidlig død.

Det viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet.

Personer med epilepsi i gennemsnit har 6,6 færre år på arbejdsmarkedet sammenlignet med den generelle befolkning. Det skyldes især, at personer med epilepsi oftere kommer på førtidspension, og mange dør alt for tidligt, skriver Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Studiet, der er baseret på data fra over 5 millioner borgere i den erhvervsaktive alder i Danmark i årene 1995-2018, fandt også, at særligt personer med epilepsi og samtidig psykisk sygdom havde markant flere tabte arbejdsår – og at køn og alder for debut af epilepsi havde afgørende betydning.

- Studiet viser, at personer med både epilepsi og psykisk sygdom i gennemsnit har 14,5 færre arbejdsår sammenlignet med den generelle befolkning, og at mænd med epilepsi generelt mister flere arbejdsår end kvinder med epilepsi, siger seniorforsker Julie Werenberg Dreier fra Center for Registerforskning, NCRR, ved Aarhus Universitet ifølge pressemeddelelsen.

Kl. 12.13

Til bryllup hos OL-guldvinder

Jonas Nøhr Bertelsen fra Skive måtte lige knibe sig en ekstra gang i armen.

Han stod pludselig til den dobbelte OL-guldvinder David Rudishas bryllup i Kenya, mens de traditionelle Masai-danse var i fuld gang.

- Jeg var meget starstrucked over at møde alle de store løbestjerner, der var med til brylluppet. Men der var også mange af dem, der syntes, at det var spændende at møde mig, fortæller han med et grin. 

Kl. 11.35

Anette Borchorst efterlyser klare retningslinjer

Der bør stå sort på hvidt, hvordan en præst skal opføre sig, når et sårbart sognebarn deler sine sorger.

Det mener professor emerita i kønsforskning ved Aalborg Universitet Anette Borchorst, som i flere år har beskæftiget sig med krænkelser i Folkekirken.

Meldingen fra den tidligere professor kommer efter TV MIDTVEST fredag kunne fortælle om den i dag 29-årige Mette, der har valgt at stille sig frem, da hun frygter, at en præst på ny vil udnytte magtforholdet til andre sognebørn.

Kl. 11.19

Falsk læge dømt: Her er straffen

En 34-årig kvinde er idømt fire måneders betinget fængsel for at have udgivet sig for at være læge.

Det har Retten i Viborg netop afgjort.

Kl. 10.51

Nyt håb for garnfiskere

70-årige Peter Hald fra Skive har længe været oppe i det røde felt over nye regler for garnfiskeri i Limfjorden. Men fredag er humøret skiftet.

Lystfiskeren har nemlig modtaget et svar fra Miljø- og Fødevareudvalget, der åbner en kattelem for, at reglerne måske bliver lempet.

- Det giver da et lille håb, at der måske kan ændres et komma i reglerne, siger Peter Hald. 

Kl. 10.28

Særligt fund i billedramme

Christian Nørgaard var netop kommet hjem fra en Blå Kors-genbrugsbutik, hvor han blandt andet havde fundet en fin billedramme, da han gjorde en særlig opdagelse.

- Jeg ville gøre billedrammen ren og åbnede den, fortæller han til TV MIDTVEST.

Læs hele historien her: