Plejehjem har knækket kurven: Færre overfald af de ansatte

Tre plejecentre i Herning har været med i et projekt, som på halvandet år har nedbragt antallet af voldepisoder med 62 procent.

SOSU-assistent Dorthe Kristensen har været med til at implementere de nye metoder på plejehjemmet Fuglsangsø i Herning.
SOSU-assistent Dorthe Kristensen har været med til at implementere de nye metoder på plejehjemmet Fuglsangsø i Herning.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Slag, spark, bid, spyt, krads og kast med genstande var en del af dagligdagen på Fuglsangsø Centret i Herning, hvor personalet arbejder med demente beboere. De ansatte oplevede et stort psykisk pres i form af trusler og voldsom adfærd, og for mange var det frustrerende at gå på arbejde.

Nu - halvandet år senere - ser situationen helt anderledes ud: Antallet af indberettede voldepisoder er faldet drastisk, og frustrationen er skiftet ud med en gennemgående positiv stemning.

- Jeg er blevet meget gladere for at gå på arbejde, siger Dorthe Kristensen, der er SOSU-assistent på Fuglsangsø Centret, til TV MIDTVEST.

Positiv arbejdsmetode har hjulpet

Der blev i 2016 registreret 4.835 ofre for vold og trusler mod nogen i offentlig tjeneste som eksempelvis SOSU-assistenter. Det er 72 procent flere end i 2015, og i Herning besluttede man at gøre et forsøg på at bryde den kedelige statistik.

Løsningen har været et projekt med arbejdsmetoden Marte Meo, der har kørt fra 1. januar 2016 til 1. juli 2017 på de tre plejecentre Fuglsangsø, Toftebo og Søglimt, som alle ligger i Herning-området.

- Når man har at gøre med en beboer, som har en adfærd, der er uhensigtsmæssig, så handler Marte Meo rigtig meget om, at de ansatte skal komme ind og fylde rummet med en positiv stemning, der er altafgørende for, hvordan resten af mødet kommer til at foregå. Jeg plejer at sige, at de ikke ligefrem behøver være Ole Henriksen, men de må godt tænke i den retning, så de lige ligger et par niveauer højere i glad stemning end dem, de møder, siger Gitte Henriksen fra LMI Danmark, der har været konsulent på projektet.

God kontakt er vigtigere end tidsplaner

Marte Meo betyder 'ved egen kraft' og er udviklet af hollænderen Maria Aarts. Helt konkret betyder det, at man videofilmer episoder og bagefter snakker om, hvordan de kunne have været løst bedre ved at ændre små ting i relationen mellem mennesker.

0:53
Arbejdsmetoden Marte Meo har skabt en positiv stemning på tre plejecentre i Herning, og det har nedbragt antallet af voldsindberetninger med 62 procent.

- Jeg har for eksempel haft en beboer, som ikke rigtig ville spise noget, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg gjorde forkert. Når jeg så brugte Marte Meo og fik filmet situationen, kunne jeg se, at hun reagerede mærkeligt, da jeg tog skeen op imod munden. Og så kunne jeg nemmere lægge en plan for, hvordan jeg fik hende til at spise, siger Dorthe Kristensen.

Trivselsmøder og Marte Meo arbejdsmetoden har øget beboernes livskvalitet og givet plejepersonalet nye arbejdsmetoder, så de nu har mere tid til at løse deres opgaver. Resultatet viser, at voldsindberetningerne gennemsnitligt er faldet med 62 procent på de tre plejecentre. Arbejdspladsvurderinger viser samtidig, at det psykiske arbejdsmiljø er forbedret markant.

- Før blev vi enormt stressede, hvis vi brugte for lang tid hos en beboer, men nu handler det mere om kontakten og om stemningen. Når beboerne kommer i den rigtige stemning, så går mange af vores opgaver hurtigere, så tiden er slet ikke et problem. Der er tid tid at stoppe op og høre, hvordan det går dem, og det betyder meget for mine kolleger og jeg, siger Dorthe Kristensen.