Efter syv års understøttelse fandt Lars sit drømmejob

Det private erhvervsliv hjælper Ringkøbing-Skjern Kommune med at få borgere i aktivering og væk fra offentlige ydelser

Lars Simonsen har fået drømmejobbet efter mange år med kommunal understøttelse.
Lars Simonsen har fået drømmejobbet efter mange år med kommunal understøttelse.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Nogle gange er det svært for kommunerne at få borgere på understøttelse tilbage på arbejdsmarkedet. Men i Ringkøbing-Skjern Kommune er de landets tredjebedste kommune til at få borgere i gang med aktivering.

Det sparer kommunekassen for en masse penge, men det ville ikke kunne lade sig gøre uden opbakning fra det private erhvervsliv.

25-årige Lars Simonsen er en af dem, der er kommet tilbage på arbejdsmarkedet. Han har endelig fundet den rette hylde på kontoret hos Wiese i Ringkøbing.

- Jeg synes, det er dejligt. Jeg ved, hvad jeg laver, når jeg kommer. Hvad jeg skal lave, for der er altid noget at gå i gang med, siger Lars Simonsen.

Sådan har det dog ikke altid været. Lars Simonsen kæmpede med manglende selvtillid efter folkeskolen, og han troede ikke på, at han kunne blive til noget.

Og forholdet til det kommunale beskæftigelsessystem var gået i hårdknude.

- Vi startede ud med, at Lars ingen mødestabilitet havde, og han kunne ikke tage offentlig transport. Han ønskede ikke at deltage i noget, fordi han var bange for, at det ville mislykkes for ham, siger Diana Filsø, som er sagsbehandler ved Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Fra kommunal understøttelse til uddannelse

Lars Simonsens praktikforløb hos Wiese er gået så godt, at han nu er begyndt på ungdomsuddannelsen EGU, hvor han på to år bliver uddannet på kontoret og er uafhængig af kommunal understøttelse.

- Nu har jeg nået at stå op til, siger Lars Simonsen.

Ringkøbing-Skjern Kommune er en af landets bedste til at få aktiveret borgerne og dermed øge chancerne for at få dem tilbage på arbejdsmarkedet. Det skyldes i høj grad samarbejdet med de private virksomheder.

- Det handler om at ramme det rigtige sted mellem virksomheder, borgere og den funktion, der skal udføres. Hvor tingene går op i en højere enhed, og hvor borgeren oplever at befinde sig på den rette hylde, siger beskæftigelseschef ved Ringkøbing-Skjern Kommune, Kim Ulv Christensen.

Nu deltager Lars Simonsen i sociale arrangementer og er en uundværlig del af arbejdspladsen. En stor kontrast til ham, der for blot et år siden undgik mennesker og bare ville gå derhjemme og spille computer. Nu tør han drømme om en fremtid på arbejdsmarkedet.