Sociale medier skræmmer potentielle politikere væk

Flere partier har svært ved at finde kandidater til kommunalvalget, og især tonen overfor politikere på de sociale medier skræmmer.

Flere partier savner kandidater på stemmesedlerne. (Arkivfoto)
Flere partier savner kandidater på stemmesedlerne. (Arkivfoto)
Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Der kunne måske være flere navne på stemmesedlerne, hvis ikke det var for sociale medier.

Stadig færre har lyst til at kaste sig ud i kommunalpolitik, og årsagen skal blandt andet findes i den hårde tone, som politikerne bliver udsat for på især Facebook.

- Det bliver utrolig personligt, og det kommer til at handle om de dumme politikere. Det synes jeg er en skam, for vores politikere lægger en stor indsats i deres arbejde, siger Vikie Trelborg fra Sønder Vium.

Hun ville egentlig gerne bruge sin tid på kommunalpolitik, men skænderier på sociale medier holder hende væk. Derfor sagde hun nej tak, da Socialdemokratiet i Ringkøbing-Skjern Kommune bad hende om at stille op.

- Jeg tror, at mange træder tilbage fra politik netop på grund af den måde, man bliver omtalt og tiltalt på sociale medier, siger Vikie Trelborg.

Og det har hun helt ret i.

- Det har været svært at overtale folk, og vi har flere eksempler på nogle, der har takket nej, fortæller kommunens viceborgmester, socialdemokratiske Søren Elbæk.

Hård tone giver udfordringer

En undersøgelse fra det seneste folketingsvalg viste, at tre ud af fire kandidater oplevede chikane under valgkampen. Halvdelen af chikanen fandt sted på de sociale medier.

- Tonen i debatten er blevet hård, og vi mærker mere og mere tydeligt, at det er en udfordring, siger Søren Elbæk.

Hos Venstre i Thy er billedet det samme. Her er det også kun blevet sværere at finde kandidater, og fra partiledelsens side anbefaler man de lokale kandidater at holde fingrene helt væk fra debatten på sociale medier.

- Der er en helt anden tone, hvis man kan kigge folk i øjnene og snakke med den, siger Niels Jørgen Pedersen (V), viceborgmester i Thisted Kommune.

Fristen for at finde kandidater til efterårets kommunalvalg udløber i slutningen af september.

2:19
Flere partier har svært ved at finde kandidater til kommunlavalget. Især vælgernes brug af sociale medier skræmmer.