Per Ørum vil gøre politisk comeback i Herning

Det tidligere folketingsmedlem forlod Konservative efter spritkørsel, men vil nu i byrådet for partiet.

2:16
Tidligere folketingsmedlem Per Ørum gør nu comeback i politik og stiller op for Det Konservative Folkeparti til kommunalvalget i Herning.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Tidligere folketingsmedlem Per Ørum (K) stiller op til byrådet i Herning ved kommunalvalget til november.

For blot et halvt år siden afviste den tidligere formand for Kristendemokraterne det ellers. Men nu vil han kæmpe den konservative sag.

- Jeg har et ædelt ønske om at hjælpe kommunen i covid-19-krisen, som har ramt hårdt, og jeg har en erfaring fra politik og 30 år som borger i Herning, jeg kan trække på, siger Per Ørum til Herning Folkeblad.

Per Ørum sad i Folketinget for De Konservative fra 2005 til 2010, da han blev taget for spirituskørsel. Samme år forlod han partiet og blev løsgænger, hvorefter han meldte sig ind i Kristendemokraterne, hvor han blev formand.

I 2011 lykkedes det ham ikke at blive genvalgt til Folketinget.

I 2012 forlod han Kristendemokraterne og stiftede sit eget parti, men året efter trak han sig og er siden blevet lobbyist.

Siden har han meldt sig ind i De Konservative igen og jagter på ny en post som folkevalgt, selv om han i december afviste at stille op.

Hans første periode i partiet endte med spritkørsel og en uoverensstemmelse med daværende partiformand Lene Espersen.

Han håber, at vælgerne ikke ser ham som partihopper.

- Da jeg meldte mig ind igen, fik jeg talt ud med partiets ledelse. Jeg er konservativ. Det er der, jeg har min politiske opdragelse, siger han til avisen.

Lars Krarup (V) træder tilbage som mangeårig borgmester i Herning, og det har efterladt et hul på den borgerlige fløj, som kan udnyttes, mener Ørum.

Den 50-årige politikker vil ikke kalde sig borgmesterkandidat, men vil omvendt ikke udelukke noget.

Han anerkender, at han "fortjener hån" for tidligere at have afvist en politisk karriere på ny, og understreger, at han har lært sin lektie.

- Jeg kommer aldrig mere til at benægte politik, siger han.

1:55
Arkiv fra 19. september 2014, hvor Per Ørum Jørgensen fortalte om spirituskørsel, og hvad han mente, man burde gøre for at komme det til livs.