Ikke længere i tvivl: Mads Panny går efter borgmesterkæden i Viborg

Egentligt ville Mads Panny (S) gå efter en plads i Folketinget. Nu er det i stedet borgmesterposten i Viborg Kommune, han sigter efter.

Mads Panny er klar til at gå efter borgmesterkæden i Viborg Kommune.
Mads Panny er klar til at gå efter borgmesterkæden i Viborg Kommune.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Da TV MIDTVEST onsdag besøgte byrådsmedlemmet Mads Panny (S), var han stadig i tvivl. Men sådan er det ikke længere.

Han ønsker at blive borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Viborg Kommune, siger han.

- Jeg har haft brug for at tænke hurtigt og gøre min stilling op. Det var allerede på mandag, der var sidste frist til at stille op, så det skulle være nu. Men det var ikke så svært, når jeg tænkte det igennem. Det er en stor drøm at blive borgmester, og jeg har en fornemmelse af, at der er opbakning omkring mig, fortæller Mads Panny.

På nuværende tidspunkt er det ingen modkandidater til ham.

- Jeg vil nødigt spekulere for meget i det. Kommer der en modkandidat, så er det vilkårene, siger han.

Pladsen blev pludselig fri

41-årige Mads Panny fik 1980 personlige stemmer ved seneste valg, og det betød, at han var den kandidat, der fik fjerdeflest stemmer, kun slået af de tre borgmesterkandidater Ulrik Wilbek (V), Torsten Nielsen (K) og Per Møller Jensen (S).

Alligevel var det Niels Dueholm, der blev borgmesterkandidat. Mads Panny stillede slet ikke op til pladsen, fordi han ønskede at stille op til Folketinget.

Den drøm er nu blevet lagt på hylden, efter Niels Dueholm måtte opgive sit kandidatur efter den såkaldte pornolink-sag.

- Jeg har altid tænkt, at jeg ville være borgmester, men jeg havde ikke tænkt, at det skulle være nu. Nu opstod den her situation så, og så måtte jeg træffe et valg. Jeg har altid sagt, at jeg stopper som folketingskandidat, hvis jeg bliver borgmesterkandidat. Folk skal kunne stole på, at jeg er der 100 procent, siger han.

Fra snik-snak til handling

Hans modkandidat i den interne kamp om en topplacering, Mette Nielsen, sagde onsdag til TV MIDTVEST, at hun er klar til at bakke Mads Panny op.

- Jamen, vi skal gå fra snik-snak til reel handling, hvor man kan se, at der er et ønske om at samle hele gruppen og hele partiet, sådan at alle kan se sig selv i den valgkamp, vi skal ud i, lød det fra Mette Nielsen, der lige nu er byrådsmedlem for Socialdemokraterne i Viborg Kommune.

Mette Nielsen er folketingskandidat i Viborg Øst-kredsen, mens Mads Panny er folketingskandidat i Viborg Vest-kredsen. En plads som han altså dropper, hvis han bliver borgmesterkandidat.

Det er 28. juni, at Mads Panny finder ud af, om det er ham, der skal forsøge at vinde borgmesterkæden fra Ulrik Wilbek til kommunalvalget 16. november.

2:15
Indslag fra 16. juni 2021: Den største socialdemokratiske partiforening opfordrer byrådsmedlem Mads Panny til at blive ny spidskandidat.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST